Nordjylland har indtil videre modtaget 10.725 doser vaccine mod covid-19, men doserne rækker langt – idet hele 11.295 personer er blevet vaccineret.
Dermed har Region Nordjylland en såkaldt overopfyldelse på 105 procent. Det betyder, at Nordjylland får flere doser ud af de modtagne hætteglad end de forudsatte fem doser.
Og mens vi i Nordjylland tilsyneladende klemmer hver en dråbe ud af vaccinen, så ser det anderledes ud i landets øvrige regioner.
I Region Sjælland har man modtaget 13.650 doser vaccine, mens blot 10.439 er vaccineret med den; og i Region Midtjylland har man modtaget 20.475 vacciner og vaccineret 17.786 personer med den.
Region Nordjylland modtog mandag 4.875 nye vaccinedoser. Det betyder, at der kan klemmes vaccine ud til hele 6.000 borgere.
– De nye doser vurderes faktisk til at kunne give første stik til ca. 6.000 personer, da erfaringerne har vist, at man kan trække ekstra doser op af hætteglassene. Det betyder, at vi kan tage endnu et godt ryk i vaccineringen af både personale og borgere, siger Anne Bukh.
Efter denne uges vaccination forventes 3.073 medarbejdere på de somatiske hospitaler at være vaccineret med første stik, heraf 2.197 på Aalborg Universitetshospital, 690 på Regionshospital Nordjylland og 186 på Thisted Sygehus. Derudover har Psykiatrien påbegyndt vaccination af både personale og særligt sårbare patienter – knap 100 medarbejdere er vaccineret, og indsatsen vil fortsætte i januar.
Næste vaccine leverance fra Pfizer til Region Nordjylland forventes at ankomme i starten af næste uge. Det er her planen at fortsætte vaccinationen af hospitalspersonale, ligesom flere af regionens borgere vil få mulighed for at blive vaccineret.
Ifølge Statens Serum Institut er der vaccineret 82.544 personer i Danmark.
Borgerne kan via dette link få et overblik over tilslutningen til vaccinationen mod covid-19 blandt personer i den første målgruppe: Statens Serum Institut
Kilde: Statens Serum Institut og TV2 Nord.