Sammenholdet er stærkt og kommer smukt til udtryk hos HIFFI Cykler, når der som denne palmesøndag er standerhejsning og første cykelture rundt på landevejene i det nordvestlige Vendsyssel.
Desværre måtte jeg som netavisens redaktør krybe til korset og medgive, at jeg for første gang i årevis ikke nåede omkring selve standerhejsningen, men desto mere travlt fik jeg, da jeg opdagede, at rytterne ved middagstid endnu var samlet i Hirtshals Idrætscenter.
Sammen med formand Jens Kjærsgaard Nielsens tale ved flagstangen og de efterfølgende cykelture, hvor de to ruter i år var henholdsvis 27 km og 41,7 km, ligger det nemlig fast som indslag på dagen, at der afslutningsvis skal spises suppe i Cafeteriaet hos Hirtshals Idrætscenter.
Suppen så da også ligeså lækker og næringsrig ud som i alle de foregående år, hvilket lykkeligvis lover godt for stabiliteten i den traditionsrige klub HIFFI Cykler.
Foto: Maria Jeppesen.