Hjørring Kommune har sat FN’s 17 Verdensmål på dagsordenen og arbejder aktivt for en bæredygtig udvikling og fremtid. Den 20. august 2021 holder kommunen en festival for verdensmålene under navnet ”Hjørring for Målene”. Online-mødet er en del af optakten.
– Vi er stolte af Hjørring Kommunes indsats for at opfylde FNs 17 Verdensmål, og vi bakker naturligvis op ved selv at engagere os i arbejdet for mere bæredygtighed i verden. Vi deler gerne vores viden og erfaringer fra arbejdet med bæredygtighed, fortæller Ivan Lindgren Hansen fra ThermIT.
Han ejer og driver sammen med sønnen Steffen på Vandværksvej i Hjørring virksomheden ThermIT, der leverer digital trådløs temperaturovervågning til restauranter, butikker, plejehjem, skoler, apoteker, sygehuse med videre i mange lande for blandt andet øget fødevaresikkerhed, mindre madspild, lavere energiforbrug og bedre patientsikkerhed i forbindelse med temperaturfølsom medicin.
Han fortæller på online-mødet tirsdag aften blandt andet, hvor meget et konkret og synligt arbejde med verdensmålene betyder for konkurrenceevnen. ThermIT måtte se en større ordre gå til andre med den begrundelse, at virksomheden ikke havde dokumenteret arbejdet med bæredygtighed.
ThermIT har i mange år arbejdet og tænkt meget bæredygtigt, og ved hjælp og inspiration fra to studerende ved UCN Aalborg fik Hjørring-virksomheden også udarbejdet en profil, der i detaljer beskriver virksomhedens omfattende arbejde for at sikre mere bæredygtighed.
-Vi er meget bevidste om, at verden er i forandring, og at bæredygtighed aldrig har været vigtigere. Derfor har vi som virksomhed et ansvar for at gøre en indsats. Vores digitale trådløse temperaturovervågning til temperaturovervågning ved fødevarer og medicin, blandt andet Corona-vaccinen, mindsker brugen af papir og frigør varme hænder ved at erstatte manuelle rutiner med aflæsning og registrering.
-Hos ThermIT passer vi på miljøet ved for eksempel at genbruge og affaldssortere vores rest- og returmaterialer ansvarligt. Vi bruger intet vand i vores produktion og sparer så vidt muligt på klodens ressourcer både ved bestilling af materialer og i produktionen. Herudover er vores produkt med til at reducere madspild samt spare energi hos vores kunder, forklarer Ivan Lindgren Hansen.
Der kan på et eller andet tidspunkt opstå fejl i elforsyningen eller i kompressorer i køl- og fryseenheder, og jo hurtigere fejlene med en advarsel fra ThermIT´s digitale system bliver konstateret, jo hurtigere kan enhederne fungere rigtigt igen og dermed sikre optimalt energiforbrug og korrekt opbevaring.
– Systemet sender automatisk en advarsel på sms og mail, hvis for eksempel et køleskab eller en fryser holder op med at virke, eller temperaturen kommer uden for det fastsatte. Dermed kan fødevarer eller medicin for ofte meget store beløb reddes i tide, og derved undgår man at skulle kassere varen.
ThermIT fra Hjørring arbejder for bæredygtighed også hos kunder i lande som Grønland, Norge, Sverige, Finland, New Zealand, i Dubai, Qatar, Tyskland, Island med flere.
– Når vi i alle dele af virksomheden tænker bæredygtigt, når vi deler vores viden og erfaring med ThermITs forhandlere i mange lande, og når vi vedholdende forsøger at inspirere hinanden internt, vores kunder og øvrige partnere, er vi med til at gøre det muligt at nå FN’s Verdensmål. Vi vil gerne være med til at gøre en forskel, fastslår ThermITs direktør.
Programmet ved online-mødet tirsdag den 12. januar:
- Velkomst ved Hjørring Kommunes borgmester Arne Boelt
- Hvorfor arbejder Hjørring Kommune med verdensmålene?
- Intro til verdensmålene ved Martin Berg Nielsen, Hjørring Kommune
- Fynbo Foods’ arbejde med verdensmålene ved Richard Fynbo
- Hvad betyder et konkret og synligt arbejde med verdensmålene for konkurrenceevnen? ved Ivan Lindgren Hansen, ThermIT
- Lidt fælles afrunding.
Mødet holdes online i Teams. Tilmeld dig til bhf@hjoerring.dk og få tilsendt et link.