Findes der er en fornuftig og menneskeværdig tredje vej mellem den sorte skoles tørre tæsk og nutidens formløse tyranni i folkeskolen? For det første er begge de nævnte positioner i sagens natur tilspidsede prædikater, idet der altid har været og fortsat er pædagoger, lærere og sågar politikere med en indsigtsfuld, pragmatisk, engageret og ikke mindst empatisk indstilling til arbejdet i folkeskolen.
Den sorte skoles tyrannisering af børnene er ikke desto mindre det centrale omdrejningspunkt for den af omfang lille bog Hug og slag i skolen af tidligere lærer, førstelærer, forvaltningschef og skoleinspektør Eyvind Hogstad, der sluttede sidstnævnte karriere på Ulvkærskolen i Hirtshals, men fortsat i dag er bosat i Bjergby. Strengt taget er der tale om et essay, hvilket forfatteren straks medgiver og da heller ingen grund har til at stikke under stolen, idet genren tillader den personlige vinkling, der virkelig giver bogen perspektiv og vingefang.
Den centrale og bærende gennemgang af pædagogiske virkemidler strækkende sig fra spanskrør og ferler i tiden omkring reformationen frem til degne og skoleholderes kindheste og mere subtile børnetugt underbygges blandt andet med omtale af kirkeordinansen af 1539 og videre frem mod oplysningstidens pædagogiske tøbrud med skolekommission og reformer iværksat af Johan Ludwig Reventlow samt senere den nye skolelov i 1899.
Den fine gennemgang af skolens historie afrundes med nedslag i cirkulærer og lovgivning fra 1937 frem til 1975, hvor meningerne blev brudt mellem reformpædagogisk indstillede og mere konservative kræfter. Her påpeger den gamle skoleinspektør sindigt og skarpt, at fra enkle og let forståelige formålsformuleringer blev disse i sidste århundrede og frem mod i dag mere og mere ordrige, men desværre slet ikke mere præcise endsige lettere anvendelige på skolerne.
Det velskrevne og velargumenterede essays pointer leder frem til forfatterens indkredsning af det formålstjenlige ved et vist mål af ro og disciplin, hvor forkætret det sidste begreb end måtte være, idet lærerens personlighed skal kunne udfoldes som et voksent og levende forbillede for eleven. Læreren skal som professionel underviser ikke spilde tiden med ligegyldig underholdning eller ørkesløse diskussioner, hvor der sås tvivl om vedkommendes egen eller skolens autoritet. Fagligheden skal være det fælles tredje i fokus, fristes jeg til at tilføje.
Som ansat lærer under Eyvind Hogstad husker jeg, at han umiddelbart før sin fratræden gav udtryk for lettelse over, at han ikke som direkte involveret skulle med på folkeskolens videre udvikling i Danmark. Skoleinspektøren kunne ligeså vel have sagt afvikling, idet han tydeligvis allerede dengang for et par årtier siden mente at kunne se den glidebane af såre sympatisk, men pædagogisk og didaktisk anskuet helt uhåndterbar inklusion samt grænseløs relationspædagogik, der var på vej i folkeskolen.
Afslutningsvis fremhæver forfatteren en linje af Jakob Knudsen. Her skriver digteren om at tørre duggen af sjælens rude. Eyvind Hogstad har med sit essay på fornem vis tørret duggen af det historiske bakspejl med henblik på også at lade alle os andre få et mere afklaret syn ud ad forruden, hvor der forhåbentlig for fremtiden findes en tredje vej for folkeskolen i Danmark.
Link til relateret artikel
Eyvind Hogstad: Skolen skal lære det enkelte barn at kunne indgå i et fællesskab