Det er fortsat trakasserierne om afskaffelsen af store bededag, der har gjort, at Fagbevægelsens Hovedorganisation ikke ønsker, at der skal være nogen taler fra politikere, når de arrangerer fejring af 1. maj i Danmark.
Især Socialdemokratiet har ellers traditionelt haft mange politikere på talerstolene rundt omkring, når der er arrangementer 1. maj, hvilket også har gjort sig gældende i Hjørring. Her har især tidligere minister og nuværende transportordfører Rasmus Prehn fra Socialdemokratiet ofte talt hos 3F Skagerak.
– Jeg elsker 1. maj, og jeg har altid deltaget. Det gør jeg også i år. Socialdemokratiet og fagbevægelsen har altid holdt sammen. Det skal vi blive ved med. Lige nu, hvor der har været nogle uenigheder, mener jeg, at svaret er MERE dialog, ikke MINDRE. Jeg har fulgt debatten om at udelukke os socialdemokrater fra 1 maj. Både som folketingsmedlem og medlem af 3F Skagerak, synes jeg, det er ærgerligt, siger Rasmus Prehn til NordsøPosten.
– Socialdemokratiet og fagbevægelsen er altid stærkest, når vi holder sammen og lytter til hinanden. I både sagen om bededag og seniorpension kan vi socialdemokrater lære meget af fagbevægelsen. Men fagbevægelsen kan altså også lære noget af at høre på Socialdemokratiet. Lad os droppe skyttegravene og de korslagte arme. Sammen er vi stærkere. Derfor deltager jeg også til 1. maj, som jeg altid har gjort, fastslår Rasmus Prehn.
– Jeg holder tale om morgenen til Socialdemokratiets og DSUs traditionelle morgenarrangement. Og til FHs arrangement om eftermiddagen i Christiansgave i Hjørring møder jeg op og taler med folk. I øvrigt har jeg lovet at være med til at grille pølser, lyder det med et blink i øjet fra den tidligere fødevareminister.
Fremadrettet vil Rasmus Prehn derfor også gøre langt med ud af at sikre en ordentlig dialog mellem Socialdemokratiet og Fagbevægelsens Hovedorganisation.
ååå nej . skal i nu dække ham igen