Inden søndagens opgør i Serie 2 på Schlie Arena stod Hirtshals Boldklub noteret for blot 2 points for de 3 første turneringskampe. Dagens opgør var derfor meget vigtig, hvis ikke Hirtshals skulle hænge fast i den kedelige ende af serie 2.
Det var et koncentreret og tændt Hirtshals-mandskab, der løb på banen for at hente sæsonens første sejr mod Sulsted. Og allerede i kampens 11. minut lykkedes det da også holdet at bringe sig foran 1-0 på en mål af Martin Eriksen. Resten af halvlegen bølgede spillet frem og tilbage. Det meste foregik midt på banen uden de store chancer til nogle af holdene, så stillingen ved halvleg var fortsat 1-0.
Efter pausen blev der skruet mere op for intensiteten i kampen. Sulsted pressede på for en udligning, men Hirtshals-spillerne stod flot på banen og formåede endda selv at spille sig frem til flere gode muligheder. Da der manglede et kvarter blev Sulsted imidlertid tildelt et straffespark, idet dommeren mente, at en Sulsted-spiller blev revet om kuld i feltet. Hirtshals´ målmand Frederik Gundersen reddede dog flot det hårde og velplacerede straffespark til stor jubel for hans holdkammerater.
Resten af kampen formede sig mest som et stort pres mod Hirtshals’ mål, men trods en udvisning til Martin Eriksen få minutter før tid, lykkedes det Hirtshals-spillerne at stå imod presset og fighte en 1-0 sejr hjem. En stærk og heroisk holdindsats af spillerne, der flot kæmpede sig til de vigtige 3 points. Et ekstra plus skal dog tildeles Frederik Gundersen, der var en solid og sikker bagerst skanse og formåede at skabe ro, når det brændte mest på foran målet.
Næste kamp for Hirtshals Boldklub spilles søndag, den 23. april kl. 14.00 på Schlie Arena i Hirtshals.
Foto: Niels Chr. Jakobsen.