Den danske natur og de danske byer fik sig noget af en forårsrengøring, da børn og voksne i hele landet rykkede ud med affaldssække og gribetænger i forbindelse med Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling i slutningen af marts.
I løbet af en enkelt uge blev der indsamlet og registreret mere end 100 ton affald.
Blandt affaldet var enorme mængder engangsemballage – en affaldstype, som årets indsamling satte særligt fokus på, og som de frivillige indsamlere var blevet bedt om at tælle og registrere.
Samlet set er der ifm. affaldsugen blevet registreret 392.000 stykker engangsemballage – heriblandt 55.000 øl- og sodavandsdåser og 26.000 engangskopper.
– Det er tankevækkende, at vi på en enkelt uge kan finde så meget affald og så mange stykker engangsemballage i naturen, og det viser tydeligt, at vi som samfund har et problem med vores affald og omgang med ressourcerne. Vi skal blive bedre til at håndtere vores affald forsvarligt, og så skal vi helt generelt undgå at producere så meget affald i første omgang, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, og fortsætter:
– Hvis vi for alvor skal problemet til livs på den lange bane, er vi nødt til at bryde med den udbredte brug og smid væk-kultur, som engangsemballagerne er et godt eksempel på. Det vil ikke alene skåne naturen for en masse affald, men er også afgørende i forhold til at nedbringe Danmarks enorme ressourceforbrug.
Skriv under for et Danmark uden affald
Danmark er ifølge Eurostat blandt de lande i Europa, der producerer allermest husholdningsaffald per indbygger.
Vær med til at kræve af politikerne, at der bliver taget hånd om problemet, og at der bliver sat konkrete mål for at nedbringe Danmarks affaldsmængder.