Hvem ville have troet, at der kunne stables en operafestival på benene i Hirtshals? Næppe ret mange, da havnebyen er kendt for en rustik, hvis ikke ligefrem rå skønhed. Ikke desto mindre er netop en operafestival, hvad Lisbet Hvid Hermansen og Helle Løchte vil gøre til en tradition i Hirtshals.
Initiativtagerne er da heller ikke novicer ud i den kreative metier, idet de kender hinanden fra Vendsyssel Teater. Begge var nemlig gennem flere år tilknyttet det nu omdiskuterede teater i Hjørring. Helle var teaterskrædder og kostumier. Lisbet var husfotograf, men er også lærer, iværksætter og billedkunstner.
De har allerede i noget tid været i gang med den store planlægning, der ikke mindst indebærer skrivning af ansøgninger til adskillige fonde og at få skabt den fornødne opbakning og et netværk af frivillige. Med hensyn til sidstnævnte faldt en særdeles vitaminrig appelsin for nylig ned i deres musikalske turban.
Operasanger Sine Bundgaard, som gennem 20 år har været ansat ved Den Kgl. Opera, ringede nemlig uopfordret til Lisbet Hvid Hermansen, fordi hun havde set en omtale af festivalen på NordsøPosten. Hun har allerede tilknytning til Hirtshals, idet hun flere gange om året er i sommerhus heroppe og de seneste to år har sunget for til Sct. Hans på Tornby Strand. Derfor vil Sine Bundgård nu kvit og frit stille sin store viden og musikalske kapacitet til rådighed for Hirtshals Operafestival.
Sine Bundgaard er kort fortalten af Skandinaviens førende fuldlyriske sopraner. Når hun ikke er i sommerhus heroppe, har hun af gode grunde base i København. Sine Bundgaard har optrådt på førende huse som Oper Zürich, Opera de Paris og Bayerische Staatsoper og samarbejdet med førende orkestre som CBSO, Danmarks Radios symfoniorkester og Freiburger Barokorchester.
Der bliver tale om ikke færre end seks open air koncerter til september rundt omkring på byens pladser samt en afsluttende fælleskoncert på Nordsøen Oceanarium. Alle bliver offentligt tilgængelige og det vel at mærke ganske gratis. Temaet bliver i år italienske operaarier, såvel solo som duetter og alle fire sangere sammen.
Arrangørerne søger lige nu frivillige, herunder kyndige indenfor IT, hjælp til udfærdigelse af skolemateriale om koncerterne samt en grafiker. Ligesom de to afholder et fyraftensmøde den 2. maj for de virksomheder, som de har anmodet om at bidrage med forfriskninger ved hver koncert. Alle fonde og sponsorer vil blive omtalt i forbidnelse med PR. Ligesom det vil fremgå på plakater og flyers, hvem der har støttet Hirtshals Operafestival.
Foreningen har allerede hevet flere sponsorater hjem fra blandt andet Hirtshals Havn og har fået tilkendegivet støtte fra Hirtshals Turisme. Aktuelt mangler de dog omkring 120.000 kroner for at kunne gennemføre Hirtshals Operafestival.
Helle Løchte kan kontaktes på mobil 6178 9250. Lisbet Hvid Hermansen på mobil 4158 0897 og mail h.hermansen@mail.dk
Fondskontonummer: 9070 1635172203. Alle bidrag er velkomne, understreger de to initiativtagere.
Stærke kvinder, det skal nok lykkes for jer
Krydser fingre for jer og projektet
Tak skal du have, Tove. Vi glæder os.