10 mål er bestemt ikke hverdagskost i en fodboldkamp, men det var hvad serie 2 holdene fra Tornby og HI diskede op med på Tornby Stadion, hvor hjemmeholdet vandt med tenniscifrene 6-4.
Begge holds forsvarsspillere havde tydeligvis kollektivt besluttet sig for at afvikle en feriedag denne lørdag eftermiddag, for de gjorde sig ikke de store anstrengelser for at forhindre angriberne i at score.
Tornby tabte seneste kamp mod Strandby-Elling-Nielstrup IF med hele 7-2, og den plet var holdet opsat på skulle vaskes væk i kampen mod HI. Tornby-drengene lagde da også hårdt ud med et direkte og målrettet spil, og allerede i det 10. minut scorede Rene Bech på et flot hovedstød. Spillerne fra Hjørring var bestemt ikke ufarlige, men Tornby formåede alligevel at score 2 flotte mål mere i 1. halvleg ved Peter Steen Jensen og kunne dermed gå til pause med en 3-0 føring.
Efter pausen gik der total skydetelt i kampen og målene peb ind omkring ørerne på målmændene i en lind strøm. For Tornby scorede Peter Steen Jensen, Emil Sloth og Steffen Lund hver et mål, mens HI’s 4 mål blev sat ind af August Harritsø med 2 og Oscar Skade inden Tornbys forsvarer Jonas Schrøder i tillægstiden bidrog til festlighederne med et selvmål.
Kampen blev ledet af den udmærkede dommer Nynne Kristensen, der ikke fandt anledning til at uddele kort i den sociale og underholdende fodboldkamp.
Tornbys næste kamp spilles lørdag, den 29. april kl. 13.30 ude mod Flauenskjold. Netop holdet fra Flauenskjold indtager rækkens førsteplads, så mon ikke Tornbys træner Morten Kjær skulle ofre forsvarspillet lidt ekstra fokus i ugens træning!
Foto: Niels Chr. Jakobsen.