Normalt forbinder de fleste af os koraller med eksotiske og tropiske farvande samt eksempelvis Great Barrier Reef ved Australien. Koralrev og utallige forskellige koraller er imidlertid udbredte også i koldere fravande som ved Færøerne og rundt omkring ud for kysterne i Danmark.
For enden af molerne og på ydersiden af bølgebryderne på Vestkysten, hvor der er gang i bølgerne og der bliver pisket noget luft i vandet, trives eksempelvis en af de danske koraller. Den bliver op til 50 år og har fået det lidet flatterende navn dødningehånd, noterer fotograf Lars Nedergaard og fru Anne-Mette Hansen hos Galleri Vand i Lønstrup.

Navnet har denne koral angiveligt fået, fordi de hvide dyr ligner en hånd af en død, når den ses ned gennem havoverfladen. Lad derfor ovenstående billede være en kærlig påmindelse om, at der også under havets overflade findes smukke, levende og farverige skabninger, som vi skal passe på i Danmark.


