Keramiker Dorthe Hansen, lige nu Sørig Gl. Skole, er i flere end én forstand på vej til Tversted.
Torsdag den 27. april klokken 17 – 18 er hun Fyraftensgæsten, der vælger de sange, der skal synges til denne uges Fyraftenssang på Tversted Skole. Alle er som altid meget velkomne.
På Tannisbugtvej i Tversted har håndværkerne netop indledt det bæredygtige byggeri af Dorthe Hansens kommende hjem og keramikværksted.
Efter flere end 33 sæsoner gør hun sig klar til at lukke dørene til Sørig Gamle Skole, hvor hun, familien og det gode personale har serveret tusindvis af kopper kaffe og bagt uendeligt mange kager til glade gæster fra nær og fjern.
Produktionen fortsætter dog indtil videre i Sørig, og man kan efter aftale stadig handle. Du kan følge med på Facebook og på hjemmesiden.
Skolen er nu sat til salg og et nyt projekt skyder i vejret i Tversted. Snart står der et hus og et værksted klar til den meget roste keramiker, så hun kan tage hul på næste kapitel. Det bliver uden caféen, og med mere tid til keramik, gåture på stranden og måske et par fridage.