Tversted Borger og Turistforening har tidligere orienteret om bestræbelserne på at etablere Energipark Elkær.
Den 15. april blev der indsendt en ansøgning til kommunen om parkens etablering. Kraftvarmeværkerne i Tversted og Bindslev havde forhandlet en betinget aftale om levering af varme til en god pris, som var vedlagt ansøgningen.
Forhandlingerne mellem Eurovind A/S, TBT og Borgere, Handel og Erhverv i Bindslev om udnyttelse af de nye muligheder for en aftale om billig el til lokalsamfundet lykkedes imidlertid ikke. De to foreninger meddelte derfor kommunen, at man ikke kunne støtte projektet på det foreliggende grundlag.

Tversted Borger og Turistforening har oplevet stor opbakning til deres bestræbelser på at etablere et lokalt borgerenergifællesskab, der både kan levere billig varme og billig el til lokalsamfundet. Vi ønsker at efterleve EU’s Elmarkedsdirektiv (EU) 2019/944, hvor hensigten er, at en væsentlig del af de værdier, en energipark skaber, skal forankres til gavn for det lokalsamfund, der skal leve med ulemperne.
Elmarkedsdirektivets hensigt om, at en større del af værdiskabelsen fra en energipark skal forblive i lokalsamfundet, er ny for de virksomheder, der udvikler energiparker. Det kan være årsagen til de vanskelige forhandlinger, som man oplever.
Tversted Borger og Turistforening har imidlertid store forhåbninger om, at disse forhandlinger vil lykkes, senest når Hjørring Kommune skal beslutte, hvilke projekter der skal arbejdes videre med i kommunen.
Foreningens krav i forhandlingerne er alene, at kraftvarmeselskabernes foreliggende forhandlingsresultat fastholdes, og at det lokale borgerenergifællesskab overtager de andele af parken, som Eurovind vil tilbyde i lokale ejerandele.
Kilde: Tversted Borger og Turistforening.



Der er ingen vudering af, hvor meget man samlet set går ned i fjernvarme