– De unge ryger og drikker mindre, har mindre sex, skammer sig mere, trives dårligere og er mere pligtopfyldende end tidligere generationer…
Med den svada indledte ungdomsforsker Søren Østergaard sit foredrag ’De er ordnligt zyge!’ som han holdt for lærerstaben på EUC Nord. Anledningen var, at man på EUC Nord er ved at introducere ny strategi for perioden 2023 til 26 og en vigtig del handler om det pædagogiske værdigrundlag, hvor den gode relation har en afgørende rolle. Kvalitet- og Udviklingschef Karina Torp Møller fortæller:
– Den bedste måde at introducere noget nyt på, er ved at snakke om det. Og i dag skal vi snakke om den gode relation mellem os og de unge og til det har vi fået Søren Østergaard til at komme og prikke til os. Han har en spændende facon at italesætte de unges liv på og så er han dygtig til at skubbe lidt til vores billede af de unge. Det er uhyre vigtigt, at vi kender til de unges liv og alt det de går og tumler med.
Søren Østergaard gav EUC Nords lærerstab rigtig mange gode pointer til diskussionen om den gode relation. Bl.a. viser hans forskning at de unge mistrives meget mere end tidligere generationer. Det handler især om at digitaliseringen har reduceret det fysiske samvær. Paradoksalt nok kommunikerer de unge rigtig meget med hinanden – det foregår blot bag skærmen og dermed uden den fysiske dimension, som betyder mere end man umiddelbart tror. Søren Østergaard kalder det ’at gå fra tilstedeværelse til tiltideværelse.’
På EUC Nord oplever de også mistrivslen blandt eleverne, som i sidste ende kan resultere i sygdom og frafald på uddannelserne. Derfor afholder man hvert år trivselsundersøgelser, så man kan tage problemer før de bliver alvorlige. Karina Torp Møller står for disse undersøgelser og hun siger om dem:
– Hvert år skal vores elever deltage i en national trivselsundersøgelse, som Børne- og Undervisningsministeriet står for. Derudover laver vi vores egen undersøgelse, hvor vi meget specifikt spørger til trivsel, ensomhed, mobning osv. Vi tager det meget seriøst, da det kan påvirke de unge og deres skolegang meget. Det er her den gode relation virkelig er vigtig, da den har afgørende betydning for de unges trivsel, hvilket Søren jo bekræfter i sin forskning. Som teologen K.E. Løgstrup sagde det: ” Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.”
Citater fra Søren Østergaard:
- Børn og unge(7-15 år) med dårlig trivsel deltager i mindre grad i holdsport. Således er det kun 29 pct. af børn og unge med dårligst trivsel, der dyrker holdsport, mens det gælder for 51 pct. af dem, der trives bedst.
- Flere venner i hele verden, men færre flokke på tværs af køn og alder, som man kan modellere efter og mindre fortrolighed i vennegruppen!
- Systematisk ”brobygning” er helt afgørende, hvis vi skal have unge, der er i ”relationelt dårlig form”, ind i fællesskaber
- Tro og håb er fine tilgange til mange udfordringer i livet, men I forhold til at udvikle gode undervisningsmiljø m.v ., giver det mere mening at være vidensudfordret.
- Mere alenehed 30 pct. af 11 19 årige drenge er ”kun” sammen med deres venner online tallet for pigerne er 18 pct…
- Måske handler det om at skifte strategi….så det igen bliver vigtigere at forstå end at bestå….
- Vi præsterer viden det giver gode karakterer. Fejl trækker ned….så vi tager ingen chancer….
- Utallige rapporter har vist, at sociale medier faktisk får folk til at føle sig mindre forbundet, hvilket resulterer i en større følelse af isolation og reduceret livtilfredshed.