Af Lars Husted
Bævervej 21
Løkken
Med den komplette tilsidesættelse af både lovhjemmel, men ikke mindst protesterne fra mere end 2/3 af 200 hørte grundejere i Nr. Rubjerg har Teknik- og Miljøudvalget og dets embedsværk i Hjørring sænket barren for, hvad der kan forventes i et oplyst demokrati til et niveau, der burde få det til isne ind i knoglerne på de borgere, der rent faktisk tror på at systemet og de folkevalgte politikere respekterer både borgerne og grundlæggende retsstatsprincipper.
Til trods for kommunens egne jurister har vurderet, at der:
1) kunne lægges et såkaldt §14 forbud på opførelsen af et ”megasommerhus” i et af kommunens mest uspolerede sommerhusområder og
2) at bygherren ikke kunne påberåbe sig at have fået forhåndstilsagn, samt at
3) projektet i en partshøring har mødt overvældende modstand fra både ejere og bestyrelsen i grundejerforeningen – en af kommunens største – besluttet at godkende projektet og samtidig afvist at lave ny lokalplan så lignede katastrofer kan undgås i fremtiden.
En beslutning, som formanden efterfølgende begrunder over pressen med sære og usande påstande, bl.a. at bygherren har fået forhåndsgodkendelse når nu hans egne jurister netop afviser dette!
Forud er gået et sagsbehandlingsforløb, man ellers kunne forvente at møde i tredjeverdenslande, hvor forvaltningen har nølet i dialogen med ejernes i Nr. Rubjerg og til sidst ender med at foreligge en indstilling for udvalget der dokumenterbart er både vildledende, faktuelt forkert på flere punkter og stærkt partisk. Invitation til dialog med det politiske udvalg forinden deres møde er også blevet afvist med begrundelse om man har en praksis om ikke at mødes med borgerne om de sager der skal drøftes politisk?
Demokratiet har meget trange kår i Hjørring Kommune.