Den tredje- og altafgørende DM-finale for herrer mellem Næstved Bordtennis og B 75 fra Hirtshals blev lige så spændende som de to første opgør.
Efter de otte kampe var stillingen 4-4 og dermed skulle et såkaldt ’Golden Set’ afgøre, hvem der skulle have de eftertragtede guldmedaljer om halsen.
De to spillere, der skal dyste i det altafgørende sæt, findes ved, at de to holdledere på skift streger en af de otte spillede kampe ud. Det hold, der først er kommet på fire sejre i holdkampen starter og har dermed den fordel at de til sidst kommer til at vælge mellem to tilbageværende kampe. ’Golden Set’ kan sammenlignes med en straffesparkskonkurrence i fodbold. Hvem kan stå for presset?
Måske lidt overraskende lagde hjemmeholdet Næstved ansvaret på skuldrene af rumænske Cristian Chirita. For B 75 blev det svenske Johan Barius, der dagen forinden havde sikret B 75 en tredje DM-finalekamp ved netop at vinde et ’Golden Set’ med 11-9 mod Næstveds Andreas Törnkvist.
Der var neglebiddene stemning i Mærk Næstved Hallen, hvor jubelbrøl efter hver bold fyldte rummet godt ud. Da Chirita kom foran med 10-5 gjorde mange af de trofaste Næstved-tilhængere sig klar til at løbe ind på banen, men de kom til at vente, for den stærkt kæmpende svensker ville ikke give sig, han blev ved med at hænge på havde endda fordel af egen serv, da han var ved at få kontakt ved 10-9. Chirita fik angrebet direkte på Barius serv og da svenskeren sendte et baghåndsslag for lagt, var sagen klar. 11-9 og DM-guld for blot anden gang i Næstved Bordtennis’ historie.
Kamp for kamp
Det undertippede udehold, der ellers onsdag formåede at vinde med 5-4 i Næstved, fik ellers en god start på aftenens kamp, da græske Georgios Stamatouros vandt med 3-1 i sæt over den i finaleserien ubesejrede svensker Simon Arvidsson. Egyptiske Khaled Assar udlignede næsten samtidigt, da han på nabobordet vandt over sin landsmand Mahmoud Helmy med de samme cifre. Herfra gik Næstved frem til 3-1 i holdkampen med sejre til Cristian Chirita og Michal Obeslo (Tjekkiet) over henholdsvis Johan Barius og Tomasz Lech Filbrandt (Polen).
Det blev også 4-1 til Næstved, inden B 75 igangsatte endnu et imponerende comeback med tre sejre på stribe. Bemærkelsesværdigt var det at ingen af torsdagens kampe måtte ud i et femte sæt for at finde sin vinder.
Sådan gik det til:
3.- og afgørende DM-finale, torsdag den 11. maj i Mærk Næstved Hallen
Næstved Bordtennis – B 75…5-4
Simon Arvidsson – Georgios Stamatouros, 1-3 (8-11, 11-9, 8-11, 7-11)
Khaled Assar – Mahmoud Helmy, 3-1 (11-7, 6-11, 11-9, 11-8)
Michal Obeslo – Tomasz Lech Filbrandt, 3-0 (11-5, 11-2, 11-9)
Cristian Chirita – Johan Barius, 3-1 (3-11, 14-12, 11-5, 11-9)
Simon Arvidsson – Tomasz Lech Filbrandt, 3-1 (11-4, 11-8, 10-12, 11-0)
Michal Obeslo – Georgios Stamatouros, 0-3 (8-11, 9-11, 6-11)
Khaled Assar – Johan Barius, 0-3 (8-11, 8-11, 10-12)
Cristian Chirita – Mahmoud Helmy, 1-3 (11-9, 5-11, 10-12, 7-11)
Golden Set: Cristian Chirita – Johan Barius, 11-9 efter 10-5.
Næstved Bordtennis dermed Dansk Mester med 2-1 i kampe.