Kun spillere, ledere og officials i Idætshallen får Spellerberg at se live. Corona-restriktionerne har lukket for tilskuere, så hvis man vil nyde Bo Spellerberg, der p.t. er topscorer i 1. division, kan det kun blive via live streaming på Elitesport Vendsyssels Facebook-side.
Den 41-årige Bo Spellerberg tilbringer sit håndbold-otium hos HØJ Elite, der møder Elitesport Vendsyssel i 1. division i håndbold. Spellerbergs CV omfatter 245 landskampe med debut i 2000 og med guld ved EM i 2008 og 2012 som højdepunkter. I det meste af klubkarrieren var Bo Spellerberg et omdrejningspunkt for Kolding IF.
For Elitesport Vendsyssel handler kampen i høj grad om at revanchere sidste lørdags svage kamp mod Ajax i København.
Spillere og trænere har gennem ugens træninger arbejdet med at få humøret og kampgejsten op igen og har givet hinanden håndslag på at give HØJ Elite hård kamp.
Hos ESV bliver der come back på hjemmebane til fløjspilleren Mads Espensen, der spillede sidste sæson for FfI i 2. division, og som nu er vendt tilbage til elitehåndbold efter et langt, men veloverstået kræftforløb.
Gæsterne fra Nordsjælland, der har ambitioner om at spille sig op i ligaen om to-tre år, ligger på en noget skuffende syvendeplads i 1. division med 13 points for 14 kampe og må betragtes som favoritterne mod ESV-holdet, der fortsat ligger tredjesidst.