Der er stor interesse og opbakning til lørdagens håndbold-show i Tårshallen, når lokale 18-årige Malene Elefsen er med på banen hos de danske, regerende olympiske mestre i damehåndbold for døvelandshold, som klokken 14 spiller opvisningskamp mod Skibsby Højene.
Publikum kan lørdag opleve begge danske døvelandshold, for herrelandsholdet spiller opvisningskamp klokken 16 mod lokalt hold fra Tårs Ugilt Idrætsforening.
Malene Elefsen arrangerer i forbindelse med arrangementet tombola med et væld af flotte gevinster venligst sponsoreret af virksomheder og privatpersoner. Alle indtægter fra tombolaen går også som støtte til de danske døvelandshold.
Tirsdagen var hun rundt for at hente gevinster til tombolaen blandt andet hos SPAR Hjørring på Nordens Allé, som sammen med den lokale netavis Nordsøposten har bidraget med to gavekort til butikken på 200 kroner, et gavekort til oplevelse for to med café og bio samt gaveæske med LED udendørs bloklys.
– Vi er rigtig glad for støtten og opbakningen til arrangementet. Pengene vil gå til holdenes næste mesterskab OL (Deaflympics) i Tokyo i 2025 og til holdenes samlinger cirka hver anden måned. Der hvor døvelandsholdet adskiller sig væsentligt fra det hørende landshold er, at der er en personlig egenbetaling forbundet med hver samling og hvert mesterskab, som spillerne deltager i, fortæller hun.
Malene Elefsen og døvelandsholdene modtager med stor tak stadig gevinster til tombolaen – send hende en mail
Der vil være mulighed for at købe kaffe, vand og fadøl til gode priser. Det koster 30 kroner at komme ind, og alle pengene går takket være stor støtte fra Tårshallen ubeskåret til DDI håndbold. Børn under 12 år kommer gratis ind.
Arrangementet lørdag i Tårshallen er også en glimrende lejlighed til at opleve, hvordan døve og hørehæmmede kommunikerer med hinanden på en håndboldbane.
– Alle er hjertens velkommen til at se mit døve slæng og jeg spille en opvisningskamp i håndbold samt se herrelandsholdet for døve også, fortæller Malene Elefsen.
– Sidste år var vi i Brasilien for at spille OL, hvor vi blev en 312 grams guldmedalje rigere, men i år er vores VM for damer desværre aflyst, da der ikke kunne dannes pulje. Vi skal spille OL igen i Tokyo i 2025. Først spiller vi i Tårshallen på lørdag, og vi glæder os.
Sparekassen Danmark er hovedsponsor for arrangementet i Tårs Hallen, hvor inspektøren Bjarne Holmberg som altid bakker op med alle kræfter sat ind.
Du kan her læse mere om Dansk Døve-Idrætsforbund og landsholdet.