Kold vinterluft er for alvor trukket ned over Danmark fra nordøst, og det får vi i særdeleshed at mærke det næste døgn.
For første gang i to år er hele landet stået op til frostvejr, og især i Nordsjælland og i Nordjylland har temperaturen været særlig lav.
Den laveste temperatur – indtil klokken 8.20 – er målt i Sjælsmark i Nordsjælland, hvor temperaturen har været nede på -7,0 grader. Det er den foreløbigt laveste temperatur i januar (og i 2021), men ikke den laveste temperatur denne vinter. Den fik vi juledag om aftenen, hvor temperaturen i Horsens nåede ned på -8,2 grader.
Det skal understreges, at temperaturen kan falde en smule endnu her fredag formiddag.
Det har generelt været koldest de steder, hvor det har været klart, og hvor der ligger sne.
Fredag bliver den koldste dag i næsten to år
Med udsigt til frostvejr i næsten hele landet fredag, så står vi overfor den koldeste dag i næsten to år.
Da temperaturen tidligere på natten var over 0 grader enkelte steder i landet, så kan vi ikke få et landsdækkende isdøgn. Derimod får vi med meget stor sandsynlighed den koldeste dag i Danmark siden 25. januar 2019, hvor temperaturen ikke nåede over 0,3 grader noget sted i Danmark.
Især i Nordsjælland vil der være steder, hvor temperaturen ikke når meget over tre-fire minusgrader fredag ved middagstid, og dermed giver temmelig hård dagsfrost.
Natten til lørdag kan blive iskold, og måske kan vi – også for første gang i to år – nå minus 10 grader.
Kilde: TV2 Nord og TV2 Vejret.