Pinsen er som bekendt den kristne højtid, hvor menigheden fejrer Helligåndens komme, hvilket anden pinsedag blev udfoldet under en utrolig fin friluftsgudstjeneste på den idylliske kirkegård ved Emmersbæk Kirke.
Der var den smukkeste indgangsmusik ved Signe Olsen, hvorefter dagens tekst fra Apostlenes Gerninger blev læst af sognepræst Liselotte Wiemer efterfulgt af Trosbekendelsen og dernæst prædiken ved sognepræst Bjarne Hougaard. Livets ord kunne næppe have lydt under skønnere forhold mange andre steder.
Udenfor programmet fik friluftsgudstjenesten deltagelse af tidligere provst og sognepræst Lars-Eric Stephansen, der forestod Fadervor og Velsignelsen. Udgangsmusikken blev igen rørende smukt fremført af Signe Olsen.
Friluftsgudstjenesten var arrangeret i et samarbejde mellem sognene i Hirtshals, Tornby, Vidstrup, Horne og Asdal.
HVAD ER PINSE?
Hovedkilden til pinseberetningen findes i Apostlenes Gerninger kapitel 2 i Det Nye Testamente.
“Da Jesus 10 dage inden steg til himmels, fortalte han disciplene, at de skulle vente i Jerusalem, indtil Helligånden ville komme og give dem kræfter.
Disciplene var alle samlet den dag hvor Helligånden kom. Med ét kom en lyd, der lød som et kraftigt vindpust, og Helligånden viste sig som ildtunger, der fordelte sig på disciplene og gjorde, at de kunne tale sådan, at alle kunne forstå dem uanset modersmål.”
Mange steder i verden bærer præster også rødt, når de afholder pinsegudstjeneste.
Kilde: Religion.dk