Af Linda og Henrik Bom
Hvorfor jagter kommunen vores børn, når konkurs-fiflere slipper? Vi forstår ikke, hvorfor byrådet har så travlt med at ruinere vores tre børn som blev tvangsfjernet uden gyldig grund i halvandet år.
Vi ser med undren, hvordan kommunen fejer en anden sag ind under gulvtæppet, selvom kommunen er blevet snydt i en kontrakt for 504.000 kr. Sagen handler om de ladestandere, som findes i nogle af kommunens sportshaller, hvor folk kan få deres mobiler opladet. Her indgik kommunen og hallerne kontrakt med virksomheden I-charge, som har snydt folk over hele landet ind i kontrakter, der er alt for dyre.
Hvis borgmester Søren Smalbro lader I-charge og resten af de “opfindsomme” folk slippe, hvorfor skal vores mindreårige børn så betale 165.000 i sagsomkostninger for at blive tvangsfjernet mod deres vilje?
Det var kommunen, som begik fejl! Børnene er uskyldige. I-charge sagen kommer op i Hjørring Byråd på onsdag, men selvom vi gerne så dette drøftet for åbne døre, så har byrødderne valgt at lukke dørene.
Hvorfor mon?