Normalt afholdes iværksættermessen Company Day i Aalborg Storcenter, men det har Covid19 sat en stopper for i år. Men der skal mere til for at stoppe foretagsomme unge mennesker, og derfor var der arrangeret en online-messe, hvor deltagere fra de nordjyske erhvervsskoler deltog.
Messen løb af stablen lørdag den 16. januar og i alt 72 hold deltog. Fra EUC Nord deltog tre hold fra HHX og de fik fine placeringer: Ecogaming vandt, Suppro fik en fjerdeplads og Icleaner fik en placering midt i feltet. Ecogaming bygger skræddersyede gaming computere med genbrug af brugt udstyr og Suppro laver supboards som samlesæt af plast fra havene (gamle fiskenet f.eks.).
Begge hold fra EUC Nord går nu videre til den Nationale Entreprenørskabsmesse den 11. februar, der i år også kommer til at foregå online.
Konkurrencen er arrangeret af Fonden for Entreprenørskab, som er er en non-profit organisation, der har til formål at fremme unges kompetencer inden for innovation og iværksætteri.