Det blev afgjort onsdag den 7. juni, at de to klubber i klubfællesskabet Horne-Hirtshals Håndbold igen skal drive håndboldklub hver for sig fra den nye sæson 2023/24.
Det gøres ifølge bestyrelsen hos klubfællesskabet i troen på, at opsplitningen giver klubberne mulighed for at tilbyde det bedst mulige produkt for de lokale i henholdsvis Asdal, Åbyen, Horne og Hirtshals.
Der skal gang i nye projekter for de to klubber, hvor der skal tages udgangspunkt i de lokale skoler, og her har især transport til hallerne spillet en betydning for opsplitningen af klubberne. Det ønskes nemlig, at det skal være nemt at komme til træning efter skoletid, og til kamp i weekenden.
De nuværende hold fortsætter i Horne KFUM-regi, hvor det dog endnu ikke er bestemt, hvorvidt al aktivitet flyttes til Stendysse Hallen, eller om aktiviteter fortsat vil blive fordelt mellem de to haller. Til denne beslutning, skal der inddrages både trænere, spillere og forældre.
HH80 starter på en frisk med holdtilbud til de yngste aldersgrupper. Det er planen, at de i takt med, at spillerne bliver ældre, vil oprette hold tilbud til de ældre årgange, men man er også åbne for at tage imod grupper i andre aldersgrupper, der gerne vil spille håndbold i HH80-regi allerede nu.
Der vil frem mod sæsonopstarten i august-september blive delt yderligere detaljer fra begge klubber og vi ser frem til en fremtid, med intense lokalopgør endnu engang, imellem de blå og de gule.
For begge klubber er det vigtigt at pointere allerede nu, at der i den kommende og mange sæsoner frem er håndbold i både Horne og Hirtshals.