Hirtshals Boldklub har ambitioner om at vende tilbage til serie 1 og ønsker at integrere flere af klubbens unge spillere.
Til at opfylde den målsætning har Hirtshals Boldklub ansat 28-årige Jesper Ladefoged Andersen som ny træner for klubbens førstehold i serie 2. Sin unge alder til trods har Jesper mange års erfaring fra fodboldverdenen med flere trænerjobs på sit CV – senest som træner for U17 Liga 1 holdet fra Vendsyssel FF. Jesper har også selv spillet i klubben i mange år og har optrådt mere end 200 gange på førsteholdet i Hirtshals, så det er en træner, der kender klubben ud og ind.
– Jobbet som førsteholdstræner i Hirtshals Boldklub er interessant, fordi det er min klub, og jeg føler, at jeg har ballast til at kunne bidrage med noget godt til kulturen. Jeg har været ude af klubben et stykke tid og vil kunne trække på de erfaringer, som jeg har fået i Vendsyssel FF. Jeg ser et fint potentiale i holdet, og vi skal helt klart sigte mod serie 1. Det er ambitionerne på den korte bane, samtidig med at få flere unge spillere integreret på holdet. Vi skal have endnu flere unge til at spille, enten spillere som tidligere har været i klubben, eller nye, der starter. Jeg vil gerne bidrage til at opbygge en kultur, hvor vi viser, at vi tror på de unge og det potentiale, som klubben har, siger Jesper Ladefoged.
– Det er vigtigt at være i øjenhøjde med alle spillerne, så noget af det første jeg vil gøre, er at tage en snak med alle spillerne, snakke om deres forventninger og ideer og ikke mindst hvad jeg forventer af dem. Det skal være sjovt at gå til fodbold, men vi vil gerne vinde fodboldkampe. Jeg glæder mig utroligt meget til at arbejde på det taktiske plan, men også at fokusere på brobygningen fra de ældste ungdomsspillere, som snart skal snuse til seniorfodbold. Jeg kan næsten ikke vente til at komme i gang, lyder det videre fra Hirtshals Boldklubs nye førsteholdstræner Jesper Ladefoged.
Jesper har valgt en vellidt gammel kending i klubben som sin assistent på førsteholdet, nemlig Flemming ”Bølle” Heilesen. Flemming har stor trænererfaring og har både trænet ungdomshold, pigehold og seniorhold gennem tiderne.
”Flemming og jeg ser dette trænerjob som et fælles projekt og en stor udfordring, som vi glæder os til at komme i gang med”, slutter Jesper Ladefoged.