Efter vi her på den lokale netavis breakede nyheden om, at Isdronningen af Tversted, Jette Bundesen, nu er i den nye Isbar på Tannisbugtvej i Tversted, har nyheden spredt sig som en steppebrand her i sommervarmen. Knap nok var isbaren åbnet, før folk strømmede til for at opleve en stor vaffelis med Jettes velsmagende Guf.
Det er den initiativrige indehaver af Café Fisk, Tom Juul Nielsen, der har åbnet Café Fisk Isbar i tilslutning til fiskerestauranten med både inde- og udeservering samt den store fiskeforretning med fisk hentet samme dag fra fiskeauktionen.
– Jeg tænkte, det ville være skønt, hvis jeg kunne tilbyde gæsterne en lækker is efter en god middag her i fiskerestauranten. Det skulle være noget specielt. Ikke blot en almindelig is. Efter en del overvejelser faldt valget på Vebbestrup Flødeis, som er en meget efterspurgt kvalitetsis fra Hobro, der er produceret med gode, friske råvarer og frisk fløde. Heldigvis sagde Jette Bundesen ja til at hjælpe mig i gang med isprojektet, der nu er en realitet, fortæller Tom Juul Nielsen.
Med køb af naboejendommen er der skabt plads til den nye Isbar og flere parkeringspladser samt et hyggeligt område med borde og bænke, hvor man kan sidde og nyde isen.
– Det er Tom Juul Nielsen, der ejer og driver Café Fisk Isbar. Jeg har blot lovet at hjælpe ham med oplæringen af de mange unge, der heldigvis har sagt ja til at arbejde her. Og så laver jeg guffen, som jeg altid har gjort, og den passer fint til smagen i Vebbestrup Flødeis, siger Jette Bundesen, der straks fra åbningen fik meget mere travlt end forventet.
– Hvorfra ved alle de mennesker, at der er åbnet en Isbar her. Det er jo ikke annonceret nogen steder!
Jette Bundesen pointerer, at hun ikke er fast i Isbaren. Hun kommer og hjælper efter behov, men hun synes, at det er dejligt at være i gang igen, og hun glæder sig til at gense de mange kunder både lokale og turister, som hun har lært at kende gennem mange år.
Jette Bundesen har i øvrigt 30 års jubilæum i år. Hun overtog nemlig Det Blå Ishus efter sin mor i 1993, og det var hendes mor, der i 1975 skabte den berømte Guf.
– Opskriften til guffen er hemmelig. Den giver jeg ikke til andre, og det er kun mig der ved, hvordan guffen skal laves. Ingen kan aflure opskriften, for den er kun i min hukommelse. Den findes hverken på papir eller i elektronisk form, fortæller Jette Bundesen.
Foruden de sprøde vafler med gammeldags is og den populære guf tilbyder Café Fisk Isbar også lækker softice fra Vebbestrup Flødeis.
Det er hensigten, at Isbaren følger åbningstiderne for Café Fisk, som lige nu er åbent fra klokken 11.00 – 20.00. Åbningstiden udvides, når turistsæsonen begynder.
Var det ikke familien Kjeldsen som skabte den oprindelige Tversteds Guf for ca. 50 år siden