Her i sommervarmen er de godt i gang med de nye padel– og multibaner hos Hirtshals Tennisklub.
Medio august måned skulle der derfor meget gerne stå et par fine udendørs padel/multibaner på Halvejen 3 hos i Hirtshals Tennisklub.
Hirtshals Tennisklub har i et års tid søgt midler til at etablere 2 padel/ multibaner, som et supplement til vores tennisanlæg, hvor vi i forvejen har 4 grusbaner.
I uge 23 lykkedes det os at få de sidste bevillinger hjem, så vi kan sætte gang i projektet, det er simpelthen så opmuntrende.
Klubben har netop haft det første byggemøde med leverandørerne, som er henholdsvis HMU A/S, som sørger for udgravning og støbning af fundament, og WGS, Wellness Group A/S i Frederikshavn, som sørger for opstilling af banerne.
Endvidere sigter man som allerede antydet mod at kunne tage banerne i brug medio august, men det afhænger lidt af vind og vejr.
– Vi er utroligt imponeret over den lokale opbakning vi har fået m.h.t. at sponsorere midler til projektet, som forhåbentlig vil blive til glæde for rigtig mange borgere i Hirtshals, børn, familier, unge, og ældre, lyder det fra formand, Susanne Krohn Djurhuus.
Sponsorerne er faktisk alle lokale:
- Hirtshals Sparekasses Gavefond,
- Hjørring Kommunes Padelfond,
- HSF fonden, (Det tidligere Hirtshals Strømforsyning),
- Nord Energi ”Fonden”,
- Nordea
- ”Det gode liv”, Hjørring,
- Sigurd og Margit Espersens Familiefond,
- Hirtshals Initiativfond.
- Herudover har Tøjeksperten tilbudt at sponsorere tilskud til bats og bolde og
- OH Fiskeeksport har givet lovning på et foreningstilskud.
– Vi glæder og rigtig meget til at komme i gang med en masse nye aktiviteter i klubben og håber, at alle i Hirtshals og omegn kommer og prøver at spillepiller hos os, tilføjer formanden.
– De næste projekter bliver udvidelse af parkeringsplads og eventuel. etablering af lys på nogle af grusbanerne. Vi spiller jo året rundt og det ville give flere muligheder for spil, slutter Susanne Krohn Djurhuus.