Byggeriet af Sindals nye ældrecenter, der tirsdag fik navnet ”SoldalHus” skrider planmæssigt fremad, og derfor var der tirsdag middag ved den kommende centerbygning gilde med lækkerier i form af traditionernes pølser og sodavand.
Bygherren Hjørring Kommune fejrede det gode arbejde på byggepladsen ved at invitere håndværkere, samarbejdspartnere, beboere på Vendelbocenteret og Smedegården, fremtidige brugere og medarbejdere, Ældrerådet samt politikere til rejsegilde.
Venstres byrådsmedlem Claus Mørkbak Højrup, formand for Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget og ikke mindst formand for bygherreudvalget for det nye Vendelbocenter, havde æren af at afsløre ældrecentrets navn.
Han fortalte, at tiden var til at ændre navnet fra Vendelbocentret samt, at der var kommet mange gode forslag. ”SoldalHus” – det nye center i Sindal – blev valgt, fordi det fortæller meget om stedet, nemlig Soldalen Sindal og at det er et stort hus – en slags bofællesskab med ekstra tryghed for ældre mennesker.
Talerne understregede, at denne dag med Rejsegilde primært er for at hylde de dygtige håndværkere, entreprenører med videre for et godt stykke arbejde. Senere i september arrangeres åben byggeplads, så alle interesserede kan kigge nærmere på det flotte projekt mellem jernbanen og landevejen.
– Det er en rigtig god dag, og jeg glæder mig over det flotte byggeri, sagde borgmester Søren Smalbro til Nordsøpostens udsendte.
Fakta om Soldalhus
Det nye Vendelbocenter – SoldalHus – i Sindal vil bestå af en centerdel med træningsfaciliteter, aktivitetscenter, sygeplejeklinik, café/dagtilbud og administration samt seks boenheder med 16 plejeboliger i hver. I alt 10.000 kvadratmeter.
Det hele er bundet sammen af tre forbindelsesgange. Bygningerne består af ydervægge i trækassetter, som skal beklædes med træ i termowood, enkelte ydervægge og indervægge udføres i genbrugstegl og øvrige indervægge i betonelementer, gips og porebeton, oplyser hovedentreprenøren NCC.
– Byggeriets udformning og materialevalget er med til at sikre, at det nye plejecenter udstråler hjemlighed og tryghed for de mange beboere og brugere, men også bliver en god arbejdsplads for de mange forskellige faggrupper, der får deres daglige gang i centeret, udtaler Henrik Bøgeskov Lolholm, projektchef i Hjørring Kommune.
Tagkonstruktionen udføres i limtræ og saksespær, som beklædes med stålpladetag, hvor der etableres ovenlys i hver plejebolig for at sikre et godt og behageligt lys i de enkelte boliger.
– De seks boenheder er næsten ens, nogle er spejlvendte, og der er forskel i sammenbygningerne, men det er nok til, at vi har glæde af en vis gentagelseseffekt på projektet. Det er grunden til, at vi er i gang med alle seks enheder på samme tid, men i forskellige led i processen, udtaler Nick Hjorth Hellner Nielsen, senior projektchef i NCC Building i Nordjylland.
– Vi udfører en proces på den første enhed, og så skal holdet udføre samme proces fem gange mere. Det betyder, at vi kan gøre det samme arbejde på kortere tid, fordi vi får et bedre kendskab til den konkrete opgave fra hus til hus.
Byggeriet byder på en udfordrende spærkonstruktion af saksespær; de største i centerbygningen har et spænd på 24 meter og en højde på syv meter.
– Det er jo bare spær, kan man sige, men på én enkelt boenhed har vi hele 87 typer af spær, og det er faktisk lidt af et puslespil, vi monterer, fortæller Nick Hjorth Hellner Nielsen.
På projektet skal der i alt monteres omkring 4.000 kvadratmeter trækassetter, elementer og facadebeklædning, 850 meter limtræ af varierende dimensioner og hele 1.222 saksespær.
Der skal monteres 9.750 kvadratmeter. stålpladetag, hvori der skal monteres 136 stk. ovenlysvinduer og et ovenlysbånd, ligesom der skal monteres 570 kvadratmeter solceller i taget.
Hjørring Kommune har i forbindelse med et lokalt renoverings- og nedbrydningsprojekt på Hjørring Sygehus, nedtaget teglsten og teglstensskaller, hvoraf 32.560 genbrugsteglsten og 23.000 teglstensskaller skal genbruges i byggeriet af plejecenteret.
Det nye center er tegnet af Cubo Arkitekter, der også er totalrådgiver på projektet. Øvrige samarbejdspartnere på projektet er Skaarup Landskab og Niras i Aalborg.
I folkemunde kaldes det stadig “Arnesminde”.
Jeg forstår stadig ikke hvordan at man kan vælge denne lokation til plejehjemmet. Imellem en togbane og en trafikeret vej. I det nuværende plejecenter er det ud til smuk natur, i form af park og å, samt et børnehus med liv og glæde. Hvilket er to ting mennesker sætter pris på, specielt i slutningen af livet.
Det må være hårdt for Arne Boelt, at han ikke fik det opkaldt efter ham nemlig Arnesminde, men okay han er jo heller ikke så populær mere.
Der er 18 færre boliger end i de centre, det nye skal erstatte og vi bliver flere ældre- hvordan harmonerer det?
Jeg forstår heller ikke, hvordan de rådgivende kan skrive, der er taget højde for landskabet ift placeringen?? Mig bekendt og så vidt jeg kan se, ligger det i et hul, efter der er fjernet tonsvis som i tonsvis af jord..men det er måske for at skjule udsigten til biogassen…