Fremover vil det også være muligt for en lang række virksomheder i fiskeforarbejdningsindustrien at få tilskud til den grønne omstilling fra Erhvervspuljen.
Udvidelsen af puljens indsatsområde skyldes en ny bekendtgørelse, der træder i kraft den 1. juli.
Branche med stort potentiale
I Energistyrelsen, der administrerer Erhvervspuljen, ser man frem til at modtage ansøgninger fra en ny type virksomheder.
– Vi er enormt glade for, at Erhvervspuljen fremover også kommer fiskeforarbejdningsindustrien til gavn. I den branche arbejder mange med energitunge processer, så der er er helt sikkert et potentiale for grønne projekter, der sparer enten energi eller CO2. Med tilskud fra Erhvervspuljen kan de styrke deres konkurrenceevne og bidrage til den afgørende grønne omstilling af samfundet på samme tid, siger Rikke Reumert Schaltz, der er kontorchef i Energistyrelsen.
Det er i denne omgang kun små og mellemstore virksomheder i branchen, der er omfattet, men der bliver arbejdet på også at åbne Erhvervspuljen for branchens store virksomheder.
Når der ikke sker i denne omgang, skyldes det, at der er særskilte statsstøtteregler for store virksomheder, og at processen derfor kører i et separat spor i forhold til EU-Kommissionen.
En stor virksomhed er defineret ved at have flere end 250 ansatte og mere end 50 mio. euro i omsætning eller mere end 43 mio. euro i balance.
Ny fryse- og køleteknologi
I brancheforeningen Danish Seafood Association er der tilfredshed med, at fiskeforarbejdningsvirksomheder nu også kan sætte fart på den grønne omstilling med tilskud fra Erhvervspuljen.
– Vi ser særdeles positivt på, at vores del af fiskeindustrien nu også får adgang til de samme muligheder for tilskud til den grønne omstilling som alle andre. Der er masser potentiale i f.eks. investeringer i energibesparende udstyr som ny fryse- og køleteknologi, der er bruges i stor stil i vores branche, siger direktør Poul Melgaard Jensen.
I alt omfatter fiskeforarbejdningsbranchen lidt mere end 100 virksomheder, hvoraf de små og mellemstore altså nu får adgang til Erhvervspuljen.
Erhvervspuljen giver økonomisk tilskud til private virksomheder, der vil spare energi og CO2 fra energirelaterede udledninger.
Puljen løber frem til 2029, og der er 177,5 millioner kroner tilbage i puljen i år, som der kan ansøges om.
Du kan læse mere om Erhvervspuljen, og hvordan du søger tilskud, på sparenergi.dk/erhvervspuljen.
Kilde: Fiskeri Tidende.