Ved Svenstrup S afkørslen sker der uheld og sammenstød hver 14. dag i gennemsnit, og det giver masser af lange bilkøer. Det afslørede TV2 Nord tidligere søndag.
Formanden for Dansk Industri i Aalborg, Peter Birkegaard, er derfor lettere rystet over antallet af trafikuheld, der er af følgende bilkøer ved Svenstrup, men er på den anden side faktisk heller ikke overrasket.
– Vi hører jo konstant i radioen, at der er sket et uheld, og så oplever vi, at virksomhederne bliver pressede, fordi der sidder medarbejdere, varer og materialer fast i trafikken. Når bilerne holder stille på motorvejen, så spreder problemet sig videre ind gennem hele Aalborg, og så rammer det også servicefagende, fordi de ikke kan komme frem, konstaterer han.
Det koster Nordjylland dyrt
Ifølge DI-formanden er trængselsproblemerne omkring Aalborg nu værre end på den berygtede Køge Bugt-motorvej syd for København, og det koster Nordjylland dyrt på flere fronter.
– Der går mange årsværk tabt, mens folk sidder i kø på motorvejen, men vi frygter mere, at det kan påvirke firmaernes lyst til at investere i Nordjylland, frygter Peter Birkegaard.
– På samme måde påvirker det vores muligheder for at tiltrække og fastholde medarbejdere, hvis det bliver et dagligt stress element at sidde i en bilkø. Det er en stor omkostning og et irritationsmoment, understreger han.
Dansk Industri opfordrer derfor kraftigt politikerne til at få etableret en tredje Limfjordsforbindelse.
– Vi kan ikke eksistere, hvis vi fortsat skal leve med et trafiknet, der ser ud, som det gør. Jeg tror ikke, folk har forstået, hvor stort problemet er, når der sker et uheld alene ved Svenstrup hver 14. dag. Virksomhederne og Nordjylland taber mange millioner kroner hvert år, fordi vores trafik står stille, fastslår Peter Birkegaard.
Kilde: TV2 Nord.