Det skyldtes desværre ikke kun den friske blæst, at de sorte parasoller denne fredag ikke var slået op foran UNIQ på Nørregade i Hirtshals.
Et opslag i butiksvinduet afslørede nemlig, at tøjbutikken var lukket som følge af en konkurs. Samtidig henvistes der i opslaget til Spektrum Advokater. Vedrørende spørgsmål om tilgodebeviser blev man opfordret til at rette henvendelse til advokatsekretær Lise Jacobsen hos Spektrum.
Lidt senere fredag var der imidlertid et helt nyt opslag med et ganske anderledes og langt mere positivt budskab, hvori det nu forlyder, at UNIQ er tilbage og igen åbner med ophørsudsalg, men derefter med nye tilbud og varer i lokalerne på Nørregade i Hirtshals. Ligesom alle tilgodebeviser og gavekort fortsat vil kunne bruges.
Det kan da i sandhed kaldes en rigtig god nyhed for alle i havnebyen Hirtshals.