Når man skal markedsføre sig i en digital verden, bruger man naturligvis digitale medier. Det er fornuftigvis også strategien hos Høj Data ApS.
– Vi har haft vores side på Facebook i over 10 år og har langt over 5000 følgere. Lørdag fik vi pludselig en besked om at vores side var lukket ned, fordi vi havde overtrådt reglerne for annoncering på Facebook, siger direktør Tommy Høj.
Konkret skrev META, der står bag facebook, til Høj Data: “we received a claim of intellectual property infringement regarding ads you posted on the site.” Oversat betyder det, at virksomheden har postet noget, som andre mener de har ophavsret til.
– Hvad det er, ved vi ikke, og vi kan heller ikke få oplyst, hvem der har klaget. Vi talte i telefon i næsten en time med Facebook i lørdags i et forsøg på at løse problemerne. Konklusionen på den lange samtale er, at Facebook skal bruge op til en måned til at vurdere den klage, som en person har indgivet over vores side, som så vil være lukket ned indtil da. Det er en meget alvorlig situation for os, fortsætter Tommy Høj.
– Jeg vil tro at 15 til 20 procent af vores omsætning relaterer sig til digital markedsføring. Og vi bruger da også omkring 30.000 kr. om året alene til Facebook. Vores nødløsning er at oprette en ny side og starte forfra. Denne side har jo ingen følgere, så det er virkelig op ad bakke. Får vi vores gamle side tilbage, får vi forhåbentlig også vores følgere med, tilføjer Tommy Høj.
Midt i miseren medgiver direktøren, at han samtidig for første gang har haft en positiv oplevelse med supporten hos Facebook. Tommy Høj snakkede således lørdag i 45 minutter med en Pedro. Vedkommende ringede endda tilbage 2 timer senere lørdag eftermiddag.
Det er under alle omstændigheder noget af et wake up call for Høj Data. Det er ikke let at være afhængig af et medie, som ikke har nogen dansk kontakt og som langt hen ad vejen kører efter amerikansk lovgivning.
Skulle nogen imidlertid ligge inde med nummeret på Mark Zuckerberg, vil Tommy Høj gerne have det, så han kan give ham et personligt opkald. Dirketøren hos Høj Data har trods alt ikke har mistet sin sunde sans for humor.
Indtil videre kan man finde butikken på deres nye side: Høj Data Hirtshals. Butikken har også egen hjemmeside her hos Høj Data.