Uden at forklejne kvaliteten af den gode bog, der i dag blev signeret i stakkevis af bysbarnet Anne Sofie Espersen, bidrog både lokalpatriotisme og kendiseffekt utvivlsomt til, at rigtig mange især lige præcis lokale og knap så mange længere væk fra i dag besøgte Bog & idé i Hirtshals.

Blandt de besøgende, der kom lidt længere væk fra, var Christian Høyer Jørgensen fra Poulstrup, som var den heldige vinder i vores konkurrence om et eksemplar af bogen Pæne piger be’r ikke om noget, som altså er en dialog mellem skuespiller Anne Sofie Espersen og radiovært Majbritt Maria Lundgaard.

Under besøget hjemme i havnebyens boghandel blev der hygget og snakket med gæsterne, men de to hovedpersoner går ellers i bogen til biddet med stoffet, når de diskuterer familie, økonomi, parforhold, arbejde, ligestilling og det, som man i øvrigt vender med nære venner og veninder.






