Der findes bøger, som af forskellige årsager kan være virkelig svære at forholde sig til og derfor også vanskelige at formidle og anmelde. For lang tid siden lovede jeg således forfatter René Valdemar Jespersgaard, som har rødder i Hirtshals, at jeg ville omtale hans to bøger Når troen vinder samt Kærlighed og dæmoner.
Det blev et af de løfter, som længe gav mig dårlig samvittighed, fordi de to bøgers tematiske univers er så dystert og tungt samt erfaringerne og indsigterne deri så langt fra min egen verden, at opgaven forekom mig respektindgydende svær at tackle. Vanskeligheden består for mit vedkommende ikke mindst også i det fortællemæssige kunstgreb med et foruroligende fletværk af virkelige hændelser og fiktion.
Sine er den gennemgående hovedperson, som i begge bøger må gå så grueligt meget grimt og rent ud sagt ondt igennem. Her er incest, stoffer, fornedrelse og vold stillet overfor kærlighedens vanskelige, for ikke at sige umulige vilkår, når lovens lange arm får ubarmhjertigt følgeskab af mediernes nyfigne jagt på gerningsmænd og især ofre.
Familien står for de fleste af os som den primære base, hvor tryghed næres, men sådan er det bestemt ikke i alle familiære relationer og forhold. Når læsningen alligevel bliver til at bære, skyldes det især, at den næres af en underliggende tro på, at den enkelte altid har et ansvar for at bevare håbet og at holde sig sandheden for øje.
Endelig bæres bøgerne, hvis gennemgående tone ellers er i mol, også af en undertone i dur, som forfatteren nok vil kalde tro. Paulus omtalte som den første treklangen tro, håb og kærlighed, men sluttede med ordene om, at størst af de tre er kærligheden. Den tvivles der på undervejs, men den vinder forhåbentlig også her.
Man kan læse nogle korte, men fine referater og uddrag af bøgerne her hos Forlaget Mellemgaard: Når troen vinder samt Kærlighed og dæmoner.