Makkerskabet mellem Henrik Dam Thomsen og Anders Koppel strækker sig over 25 år og har omfattet utallige projekter, bl.a. Koppels musik til cross-over ensemblet Mad Cows Sing og til Copenhagen Cello Quartet, operaen Rebus, filmmusik, koncerter og pladeindspilninger.
For fire år siden virkeliggjorde de to venner en gammel, fælles drøm: at spille duo med den unikke sammensætning af cello og Hammondorgel. Den helt originale og smukke klang, som de to musikere fremmaner, ejer en helt særlig og anderledes skønhed. Deres individuelle virtuositet bliver forløst i inspirerede klange, smukke melodier og swingende rytmer, både i den intime samtale og i større symfoniske fortællinger. Repertoiret består hovedsagligt af originale kompositioner af Anders Koppel, med enkelte indslag fra andre komponister samt også friere passager. Publikum vil opleve et intenst sammenspil, landskaber af skønhed fremført på to instrumenter, cello og orgel – af to musikere, der begge synger på deres instrument.
De har udgivet 2 CD’er: Still Life (2020, Dacapo) og Gently (2020, Cowbell)
Billetsalg foregår over VF hjemmeside og evt. resterende billetter i døren på dagen.
Læs mere her: https://www.vendsysselfestival.dk/