På trods af træls vejrprognose, hvor YR.NO onsdag morgen forudser blæst på 11 sekundmeter og vindstød op til 18, gennemfører folkene bag Musik Under Trappen aftenens store program udendørs på Sydvestkajen i Hirtshals.
– Vejret ser ikke ud til at være med os i aften, men det skal ikke stoppe os. Siden vi første gang lavede Musik Under Trappen tilbage i 1999, har det været med vores skønne landsdels lunefulde vejr som med- og modspiller, og i aften ser det ud til, at der bliver lidt køligt, lyder det fra folkene hos Musik Under Trappen.
– Vi håber dog på, at mange af jer stadig vil slå vejen forbi Vestkajen i aften – og vi håber, at I stadig vil bakke op om arrangementet ved at købe drikkevarer i vores barer, tilføjes det fra folkene på Sydvestkajen.
– Syv dage med fri entré kan kun lade sig gøre med en vis omsætning i baren – så tag en jakke og ja-hatten på. Så gør vi det samme, slutter optimisterne fra Musik Under Trappen.
Hatteløft for de stålsatte frivillige bag det ugelange arrangement i Hirtshals.