Hele weekenden myldrede det med glade unge, som ankom til Sindal i anledning af Dana Cup ugen. 900 spillere og deres trænere samt pårørende blev budt velkommen af Sindal Idrætsforening Fodboldafdeling (SIF Fodbold). De mange unge og deres trænere er alle blevet godt indkvarteret i Sindal Skole og i Sindal Hallerne.
Det er ikke kun indkvartering, SIF Fodbold står for i år. Der skal også spilles mere end 35 kampe om dagen fra tirsdag til torsdag på Sparekassen Danmark Arena. Det vil sige omkring 105 kampe med cirka 3.000 spillere, og med tilskuere bliver der godt fyldt op på stadion. Der venter samtidig en stor koordinationsopgave for Fodboldafdelingen og de omkring 100 frivillige, der skal være vagter på indkvarteringsstederne, sørge for morgenmad og holde skolens køkken og Klubhusets cafeteria åbent, så alle kan få lidt at styrke sig på.
Tirsdag gik det så løs med de første kampe på stadion. Aldrig før har så mange unge og voksne med forskellige nationaliteter været samlet på Sparekassen Danmark Arena på samme tid. Også parkeringspladsen var fyldt til bristepunktet, man skulle næsten tro, at det var en udstilling for elbiler. Der var elbiler fra flere forskellige mærker, men især Tesla fyldte godt op på parkeringspladsen. Med forholdsvis få ladestandere i Sindal, kan det måske blive lidt af en udfordring, at få bilen tanket med strøm.
På stadion var humøret højt, og tirsdag formiddag var norsk det mest talte sprog. Der blev spillet fodbold på alle tre baner, og der var kun ganske kort tid mellem de forskellige kampe. I de korte pauser blev tiden brugt til opvarmning og måske et besøg i klubhusets cafeteria, som tilbød lidt at spise og noget at drikke.
Da holdene havde spillet deres kampe, kørte shuttlebusserne spillerne til det store Eventområde ved Vendiahallen i Hjørring. Der var dog nogle endog store problemer med at overholde tidsplanen for transporten til og fra Hjørring. Busserne kunne simpelthen ikke komme ud fra Eventområdet i Hjørring på grund af de mange private biler, der var omkring idrætsområdet. Det betød, at transporten til og fra Sindal blev forsinket med omkring en halv time, og det afstedkom forsinkelser for afviklingen af de mange kampe, da spillerne ikke nåede frem til de aftalte spilletider.
Bortset fra de små problemer, blev tirsdagen afviklet perfekt. Takket være den effektive koordinering fra SIF Fodbold ledelse.
Kampene fortsætter i dag onsdag, og i morgen torsdag er der slutspil om at komme i finalen fredag og lørdag i Hjørring.
Alle er velkommen til at overvære kampene på Sparekassen Danmark Arena i Sindal.