Af Michael Vajhøj
Medlem af Bestyrelsen i Hirtshals Musikforening
Konferencier til Musik Under Trappen
Det tror jeg, er den helt rigtige overskrift efter en aften som i aftes.
Vores “kære” Nordjyske Mediehus valgte dog at beskrive aftenen som “ødelagt”.
Nu har jeg i rigtigt mange år været med til at arrangere Musik Under Trappen. Hvert år som en frivillig, der udelukkende ønsker at skabe fede oplevelser for vores mange gæster hernede. Det var også vores plan i aften – og festen var på ingen tænkelige måder ødelagt. Den var bare anderledes end den plejer.
Vi bor i verdens skønneste landsdel, hvor vejret altid er både en medspiller og en modspiller. I aftes fik vi i et fantastisk samarbejde med både Danser Med Piger og Birthe Kjær flyttet festen indenfor i vores telt på havnen. Der har vi i indtil videre 23 år arrangeret fantastiske oplevelser for vores gæster – det gjorde vi også i aftes.
Nordjyskes artikel var spækket med faktuelle fejl, som at gæsterne ikke ville kunne komme ind til de koncerter, de havde købt billet til… Altså koncerter vi alle dage har arrangeret med fri entré (og uden billetter)… Og at vi ikke ved hvordan torsdagens koncerter skal blive afviklet.
Torsdagens koncerter afvikles indtil vejret modbeviser os 100% som planlagt; med masser af god musik inde i teltet.
I aftes skulle vi have haft Danser Med Piger, Penny Lundborg og Birthe Kjær på den store scene ude på havnen. Sådan ville vejret det ikke, men med hjælp fra vores mange frivillige kom de alle på inde i teltet på rette tid.
…og hånden på hjertet; så havde de alle en fest, som de sent vil glemme.
“HOLD NU FAST!” har jeg som konferencier tit udbrudt efter orkestres optræden. I aftes udbrød jeg det som en fejring af hele aftenen. Aldrig har jeg oplevet noget lignende!
Vi er en festival drevet af frivillige – og den eneste tak vi kan tilbyde vores mange frivillige er, at de alle er med til at få noget til at ske i vores bette del af landet, som ellers ikke ville kunne ske…
Dét beviste vi igen i aftes!
Til gengæld er det ikke motiverende for hverken dem eller os i bestyrelsen, når Nordjyske i den grad vælger at vinkle enhver ting negativt.
Vi valgte helt bevist at have “ja-hatten” på igennem hele dagen. Jeg skal gerne indrømme, at da jeg klokken ca. 7.45 imorges trådte i den første vandpyt, og sko og strømper blev gennemblødte, så var det sgu lidt op af bakke….
Men imens vejrudsigten og det efterfølgende vejr i løbet af dagen blev værre og værre, så forblev vi optimister, og vi knoklede på livet løs for at finde løsninger fremfor udfordringer.
Og ved I hvad? Det lykkedes!
Vores gæster havde en kæmpe fest! Både Danser Med Piger og Birthe Kjær sammen med sit store Feel Good Band havde en fantastisk oplevelse. Og alle vores frivillige gik derfra med følelsen af at have gjort en kæmpe forskel.
Det kan man – som Nordjyske – vælge at beskrive som “ødelagt”. Jeg og mange andre vælger at beskrive det som en kæmpe succes!
Nu har jeg (langt om længe) fået de våde sko af, og jeg vil lægge mig til ro; træt og taknemmelig. Det er jeg helt sikker på, at jeg ikke er den eneste der vil.
På med “ja-hatten”, Nordjyske. Vores aften var på ingen tænkelige måder “ødelagt”. Den gik anderledes end oprindeligt planlagt – men det er sgu sådan livet oftest er, og det er dét, der ofte gør det sjovest.
Venlige, trætte og taknemmelige hilsner.