Galleri Visbys høstudstilling byder i år på keramik af Jens Hostrup og billedkunst af Melaine Christensen.
Udstillingens titel er Fornemmelse af Forbundethed og netop følelsen af forbundethed er essentiel for menneskets trivsel.
En følelse der opstår, når vi mennesker føler os som en del af noget større, og det er netop denne følelse og denne samhørighed kunstneren forsøger at male frem i sine billeder og som også sker, når to kunstnere som Melaine Christensen og Jens Hostrup supplerer hinanden på smukkeste vis, hvilket er tilfældet i den forestående og helt særlige høstudstilling hos Galleri Visby.
– Vi indbyder til fernisering på åbningsdagen for udstillingen, fredag den 11. august kl. 14 til 16, hvor man kan hilse på begge kunstnere og nyde et glas vin i galleriet. Endvidere kan I opleve et musikalsk indslag med Jens Hostrup på saxofon og Finn Christensen på guitar, lyder det fra galleriejer og keramiker Dorte Visby.
Kunstnerne
Jens Hostrup har arbejdet med raku siden 1972 og han mestrer den gamle japanske teknik på et virkelig højt niveau. Jens er fascineret af det enkle formsprog og arbejder primært med de klassiske urformer, som han skaber på imponerende vis med farver, der emmer af liv og sanselighed.
Det usædvanlige ved Jens Hostrups keramik er, at det er mere porcelænsagtigt og ikke så groft, som raku-keramik normalt er, da han sliber formerne helt glatte både udvendigt og indvendigt. Emnerne bliver brændt i en gasovn, inden de placeres i tønder med halm, som resulterer i de fineste krakeleringer i glasuren.
For Melaine Christensen er naturen en uudtømmelig inspirationskilde. Naturen er med al sin skønhed, urkraft og voldsomhed en væsentlig del af livet og samtidig er det en påmindelse om, at vi skal værne om denne natur.
Melaine siger selv om sin malerkunst:
“At male er blevet en nødvendighed for mig. Livsglæden ligger gemt i legen med farvernes magi
og naturens ornamenter i flow og fordybelse i selvforglemmelses tempel. En måde at bevare min fornemmelse af forbundethed på. Forbundet med Naturen og Universet.”
Udstillingen kan ses frem til den 8. oktober i hele galleriets åbningstid: søndag til tirsdag fra kl. 10 til 16 og onsdag til lørdag fra kl. 10 til 17.
Galleriet
Galleri Visby er Nordjyllands største kunsthåndværkergalleri, og præsenterer kunst og kunsthåndværk på internationalt niveau fra over 50 udstillere indenfor kategorierne keramik, billedkunst, smykker, træ, pileflet, læder og tekstil samt et udvalg af bjesk, rom og gin. Udover galleriets faste udstillere, vises der året rundt skiftende særudstillinger.
Du finder Galleri Visby i sammenhæng med keramiker Dorte Visbys værksted, i den 200 år gamle lade på Mårupgård. På kanten af Lønstrup Klint, og med resterne af Mårup Kirke i baghaven, ligger gården – helt bogstaveligt – på grænsefladen mellem Lønstrup by og det storslåede landskab omkring Rubjerg Knude.