Skallerup Bjærgelaug er så vidt vides i dag det eneste laug af denne art, som har eksisteret uden afbrydelse og ikke er lavet om til en forening.
Førhen fandtes de langs hele vestkysten, for at assistere Switzer når et skib var strandet. De forskellige laugs område var de samme som strandfogedens og man fik da også udbetalt 10 procent af det beløb der indkom ved strandauktionerne.
Det er nu snart længe siden der har været afholdt en sådan, ligesom strandingernes antal er skrumpet betydeligt. Den sidste her ved Skallerup var i 1940, hvor Bjærgelauget tjente 31000 kr. Mange penge dengang. Det gav 510 kr. til hver mand for to dages arbejde.
Bjærgelaugets båd er fra 1931 og den har nu til huse i det gamle redningshus fra 1898. Vores eget hus der lå syd for nedkørselen solgte man i 1995. Det er nu for længst forsvundet ned på stranden. I 1980 fik vi brugsretten af det gamle redningshus der ejedes af Hjørring kommune. Vi skulle selv føre det tilbage til sit oprindelige udseende, da det var indrettet til sommerhus. Det skete de følgende år, med genmuring af vinduer og døre m.m. isætning af port og deslige.
Bjærgelauget er så vidt vides det eneste nuværende (autoriserede). Der afholdes årlig generalforsamling, hvor der er valg af en af de tre forbjærgere, der vælges for tre år af gangen. Den ene af disse fører regnskab og dette tilligemed protokollen skal underskrives af Politimesteren eller nu hans stedfortræder. Den årlige øvelse med fladbåden finder sted i juli måned, når vejret er passende.
Tovholderne mener, det er af stor historisk betydning at opretholde dette. Derfor opfordres man til at blive medlem. Det kræves kun, at man er bosat i Skallerup sogn. Af mandkøn ikke over 65 år og ellers uberygtet. Man betaler 100 kr. årligt, men det fastsættes på generalforsamlingen.
Kilde: Skallerup Bjærgelaug.
Foto: Joachim Bremer.