Det er blot tredje gang, at arrangørerne hos Hirtshals Handel & Erhverv samt Hirtshals Turisme arrangerer Veterantræf i havnebyen på kanten af Skagerrak.
Arrangørerne lægger med egne ord stor vægt på, at der er bredde i de fremviste køretøjer, så der er noget for enhver interesse og smag. Derfor væltede det da også fra start omkring klokken 9 ind med veterankøretøjer lige fra almindelige personbiler over lastbiler og motorcykler samt knallerter, traktorer og sågar en brandbil samt en ægte dragracer fra Team Steen i Åbyen.
Formålet med træffet er som allerede antydet, at såvel deltagerne som også havnebyens gæster skal have en hyggelig dag sammen med, mens de kigger på de gamle køretøjer, som alle skal være ældre end 25 år.
Deltagerne har desuden ved ankomst fået en goodie bag med adskillige gode tilbud og rabatter til byens butikker, spisesteder og attraktioner. Ligesom de kan starte dagen med gratis rundstykker og kaffe på Jepsens Plads. Melder sulten og tørsten sig igen, kan alle købe grillmad og en fadøl, der serveres af henholdsvis SPAR og Irish No 1 midt i Nørregade.
Med igen i år var Ninett og Tim Jensen, som denne gang vel at mærke ikke blot stiller med en rød, men også en gul Skoda med tilhørende og naturligvis smukt matchende campingvogn, som holder ved Den Grønne Plads.
Blandt de mange andre omkring 300 deltagende køretøjer, hvor i blandt der kunne iagttages mange gengangere fra de to tidligere år, var blandt andet Kaj Tolder fra Tornby med en virkelig flot cabriolet Alfa Romeo.
Træffet i sig selv er dermed både festligt og farverigt, men ekstra kulør har det vellykkede arrangement allerede fra start fået med en polterabend, hvor en flok piger i pink gør dagen uforglemmelig for den kommende brud Janni.
Der er kort fortalt igen i år, hvor deltagerantallet nok en gang er rekordstort, parkeret veterankøretøjer på hver eneste ledige kvadratmeter op og ned ad gågaden samt på flere pladser og ind ad Hjørringgade.
Hatteløft for Hirtshals Handel & Erhverv samt Hirtshals Turisme. Veterantræffet er nu en fast tradition og oven i købet med voldsomt vokseværk.