Den sidste rustbanker

Bjarne Laustsen kom til verden på et husmandssted uden vand og strøm i himmerlandske Skivum i 1953. Det var dengang, der fandtes snestorme med voldsom fygning – ”hemmelbetæntj ræejfog”, som det hedder på gammelt nordjysk. Han voksede op som barn nummer 7 i søskendeflokken, og kun ved et tilfælde endte han ikke på en elevplads med overnatning bag køerne.

Bjarne fik modsat flere i sin familie en uddannelse og kom i lære som smed. Han blev aktiv i Dansk Metal, og som voksen og ­livserfaren gik han ind i ­politik. Nu har han siddet i Folketinget i mere end 25 år, men han er den samme røde rebel som i 1990’erne. Som medlem af den social­demokratiske kaffeklub Rustbankerne har han uden smålig skelen til partilinjen udfordret hele fire siddende socialdemokratiske formænd i sit forsvar for mennesker – særligt ­nordjyder – der er kommet i klemme i systemet.

Bogen ”Den sidste Rustbanker” beskriver Bjarnes liv fra han bliver født i 1953 og helt frem til i dag, hvor Bjarne også give sine bud på fremtidens socialdemokratiske politik og på, hvordan flere tillidsfolk fra fagbevægelsen gør sig gældende på Christiansborg og i politik i øvrigt.

Honoraret fra bogen går til fagligt lærlingearbejde i Nordjylland.

Uddrag fra kapitlet ”HEMMELBETÆNTJ RÆEJFOG”

I december 1953 var Danmark ramt af en voldsom snestorm. Ikke mindst i himmerlandske Skivum, hvor kun mennesker, der var absolut tvunget til det, vovede sig udenfor. Navnlig den 9. december var det ekstra slemt. Her var tale om ”hemmel­betæntj ræejfog”, som de lokale på egnen udtrykte det, når himmel og hav stod i ét.

Så vidste de nok, hvor slemt det var fat med vejret. Ikke bare hyggelig hvid julesne, men meterhøje snedriver dækkede de små husmandssteder – eller dumphuse, som de blev kaldt, fordi de på det nærmeste var blevet dumpet tilfældigt på hver sin side af den lille Skivumvej ved markerne uden for Skivum. En brutal vind fuld af isnede snefnug føg om ørerne og bed sig hårdt fast i huden på husmanden Harry ­Laustsen, der kæmpede sig af sted med en hestetrukken kane for at hente Doktor Mandrup, der boede tre kilometer væk i byen Vegger.

I det lille soveværelse hos familien Laustsen på Skivumvej 97 lå Anna Oline og kæmpede med veerne, mens nabokonerne hjalp til med trøstende ord og varme, lindrende klude.

Fødslen virkede hårdere og vanskelige end Anna Oline havde prøvet før, og der var i den grad brug for doktoren – også selv om han måtte hentes i kane i sneen. Barnet var større og vanskeligere end de foregåede seks børn.

Hele 9 pund vejede han – eller lidt over fire kilogram. Og det var meget dengang. ”Det er sørenjenseme lidt af en marcipangris, I har fået der,” sagde doktor Mandrup, der dog var lettet over, at krabaten endeligt var sluppet ud i friheden efter et sandt asen og masen i snestormen.

Efter en hel perlerække af børn med dobbeltnavne – Dora Margrete, Inger Lise, Else Irene, Bente Marie, Svend Erik og Bent Søren – var der kun kræfter til et enkelt navn denne dag i december 1953.

”Vi kalder ham Bjarne. Slet og ret – bare Bjarne – ikke andet. Drengen fylder nok i sig selv, han behøver ikke et ekstra navn at slæbe rundt på,” mente Harry Laustsen. Og sådan blev det.

”Fødslen var så hård, og der var så mange børn i familien allerede, at mine forældre var løbet tør for både fantasi og konsonanter,” siger Bjarne Laustsen, når han gengiver familiefortællingen om sin egen fødsel.

Om forældrenes mere og mere tilfældige navnepolitik, fortæller Bjarne desuden, at hans lillebror, efternøleren Kaj, blev opkaldt efter den elektriker, der lagde strøm ind i det lille husmandssted i 1959.

”Vi havde glædet os sådan til at få strøm i huset, og min far kom virkeligt i stødet. Det kom der så en lillebror ud af. Han måtte selvfølgelig hedde Kaj, ligesom elektrikeren.”

Efter hele syv børn med halvanden års mellemrum var der på forunderlig vis gået hele seks år, før storken igen tog sig sammen til at lande hos familien Laustsen på Skivumvej.

”Gud må have taget tilløb og samlet mod, inden Kaj skulle ankomme samtidig med 220 volt i stikkontakterne”.

Det var ikke kun fødsler, Doktor Mandrup rykkede ud til, erindrer Bjarne.

”Skivum-doktoren var mand for lidt af hvert. I dag, når vi taler så meget om manglen på praktiserende læger, er det sjovt at tænke på, hvor meget Doktor Mandrup fik fra hånden dengang i 1950’erne. Skulle nogen have hevet en tand ud, var vi i bekneb for en dyrlæge eller kom nogen alvorligt til skade, så klarede Doktor Mandrup også det – og med højt humør og galgenhumor.”

En bonde fik en gang sin arm ind i mejetærskeren. Og selvom armen ikke røg helt af, var han ganske ilde tilredt, husker Bjarne.

”Armen var ét stort blødende sår. Men manden kunne da selv køre med sin traktor op til Doktor Mandrup, så jeg husker det nok værre, end det var. Men historien bliver selvfølgelig bedre med årene, selvom pointen altså er god nok. Doktor Mandrup fik lappet manden sammen med sytråd og gagebind, givet ham lidt smertestillende og sendt ham hjem med nogle beroligende ord. Det skal nok gå, mente Doktor Mandrup. Og manden havde jo travlt. Han skulle hjem og høste igen. Så af sted det gik.”

Bonden, der troskyldigt kom igen for at få renset såret og skiftet forbinding, fik af Doktor Mandrup besked på, at han da bare kunne ringe næste gang.

”Allerede dengang havde han altså indført fjernkonsultation i sin praksis. Hvorfor gøre det sværere end det er,” lyder det fra Laustsen.

Nogle uger senere havde Doktor Mandrup så manden i telefonen igen. Det gik fremad, kunne manden meddele. Det var nemlig begyndt at klø.

”Så det gror nok sammen nu,” sagde bonden med en vis portion lettelse.

Og ifølge Bjarne og den lokale overlevering skulle den frimodige kommentar fra Doktor Mandrup have været: ”Gro sammen fordi det klør? Det skal du sgu ikke være sikker på. Mit røvhul har kløet i 30 år, men det er sgu stadig ikke groet sammen.”