Tilbage i 60’erne sad en ung konfirmand på kirkebænken i Hirtshals kirke, og for ham blev konfirmationstiden en skelsættende tid. Flemming Baatz Kristensen blev overbevist om, han selv skulle være præst, og det blev han.
– De seneste 34 år har han været en meget afholdt præst og en dygtig prædikant i en af de store bykirker i Århus, Sct Pauls kirke, og nu skal han, som 70 årig, snart tage afsked med præstetjenesten for at gå på pension.
Sammen med en god flok fra menigheden i Århus besøger Flemming Baatz Kristensen Hirtshals i den kommende weekend, og her deltager de selvfølgelig i gudstjenesten i Hirtshals Kirke. Men denne gang bliver det Flemming selv, der skal stå på prædikestolen, selvom gudstjenesten i øvrigt varetages af sognepræst Bjarne Hougaard, tilføjer Bjarne Hougaard.
I forbindelse med gudstjenesten vil der være indsamling til Menighedsfakultetet, som er en privat teologisk uddannelse, der ønsker at uddanne præster og ledere til de danske menigheder.
Både gennem studietiden og som præst har Flemming Baatz haft stor betydning for opbygning og udviklingen af Menighedsfakultetet, og mange studerende har været aktive i Sct. Pauls kirkes arbejde.