Af Bjarne Laustsen
Maskinarbejder og MF (S)
Blomstermarken 20
Støvring
For nyligt fik jeg en invitation fra Dansk Metalarbejderforbund i Aalborg sammen med en masse andre jubilarer, der ligesom jeg selv, nu har været medlemmer af fagforeningen i 50 år.
Her over sommeren fik det mig til at banke lidt rust på alle de dele, jeg i sin tid lavede på fileskolen, og finde mit svendestykke frem. Et stilbart vindejern, som jeg fik karakteren ”veludført” for, ude på Maskinfabrikken Norden i Aalborg.
Der går jo en lige linje fra min læretid til lærlingeoprøret i dag, og til den største satsning i mands minde på 900 mio.kr til erhvervsuddannelserne, for vi har brug for flere faglærte.
På ”Norden” blev jeg talsmand for lærlingene, kort tid efter også formand for alle lærlinge i Metal Ungdom Aalborg
I min tid som talsmand fik vi flere gode ting igennem. Vi fik bl.a. forbedret vores uddannelser, så der kom mere bredde på. Det betød at vi maskinarbejdere også kom i smedeværksted og at klejnsmedene omvendt også kom på maskinværkstedet som led i deres uddannelse. Vores læretid blev også forkortet fra fire til tre og et halvt år, så vi kunne komme på svendeløn hurtigere.
Sidst men ikke mindst, fik vi også indført, at man fik et ur sammen med sit svendebrev alt afhængig af hvilken karakter man havde fået. Havde man fået ”bestået” fik man et billigt ur, havde man fået karakteren ”veludført”, ligesom mig, fik man et lidt bedre ur med læderrem og havde man fået ”særdeles veludført” fik man et guldur, som man ellers kun fik når man havde været der i 50 år.
Senere i mit voksenliv har jeg også været tillidsmand, først og fremmest på Hydrema, igennem mange år, og jeg har haft sæde i Metal Aalborgs bestyrelse i sammenlagt 30 år. Jeg har også haft den fornøjelse at være underviser på Metalskolen i en periode. Her har jeg både undervist lokalformand Jan Gregersen og Forbundsformand Claus Jensen, Så man må sige, at Dansk Metalarbejderforbund har spillet en stor rolle hos mig, i de 50 år jeg har været medlem.
Jeg mener stadig, at det at blive maskinarbejder er noget af det bedste, man kan gå i gang med. I dag hedder uddannelsen ikke maskinarbejder, men industritekniker; og vi mangler folk. Ikke kun inden for mit fag, men hos stort set alle faggrupper – og behovet bliver ikke mindre. De ungdomsårgange der kommer, er mindre end dem de afløser og den grønne omstilling kræver masser af dygtige faglærte for at kunne lykkes. Hvis ikke vi får øget tilgangen til de faglige uddannelser, kan vi ganske enkelt ikke løse fremtidens udfordringer. Derfor skal vi have mange flere unge mennesker til at tage en erhvervsuddannelse – og forhåbentlig også være fagligt aktive.
Dansk Metalarbejderforbund er en succeshistorie. Helt tilbage i 1888 blev Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund (som det hed dengang) stiftet af en lang række afdelinger. En af de afdelinger var den i Aalborg, som er helt tilbage fra 1885 og altså ældre end forbundet. Det at have en stærk fagforening er en forudsætning for vores danske aftalemodel, hvor arbejdsmarkedets parter, lønmodtagere og arbejdsgivere, selv aftaler vilkårene på arbejdsmarkedet, uden indblanding udefra – og slet ikke fra politikere!
Det er det der gør, at vi har så roligt og fleksibelt et arbejdsmarked, hvor parterne aftaler vilkårene for en 2-3- eller 4-årig periode – også når det er svært. Det så vi senest ved den sidste overenskomstforhandling her i foråret, hvor der var store udfordringer ovenpå Corona, og med den stigende inflation, men hvor fagforeningen stadig sikrede medlemmernes realløn. Det lykkedes nemlig til fulde, og medlemmerne kvitterede da også med en kæmpestor opbakning til overenskomstfornyelsen på 85% med en høj stemmeprocent på 72%. Dansk Metal er med til at vise vejen, når resultater som det bliver opnået. Jeg plejer at sige, at overenskomsten mellem Dansk Industri og CO-Industri er alle overenskomsters moder. Det er en af de største og ofte den første der bliver forhandlet igennem.
Jeg plejer at sige, at vi mennesker har to ben. Det ene er det faglige, og det andet er det politiske. Man skal selvfølgelig være medlem af sin fagforening, og man skal også huske, at melde sig ind i et politisk parti – helst det rigtige. Forholdet mellem det faglige og det politiske var meget tydeligere for 50 år siden. Dengang sad formændene for de store forbund i Folketinget. Den mangeårige formand for Metalarbejderforbundet Hans Rasmussen sad både i Folketinget og var næstformand for Socialdemokratiet samtidig med hans formandskab, og Anker Jørgensen, som jeg havde den fornøjelse at sidde i Folketinget med, var også formand for Specialarbejderforbundet mens han var folketingsmedlem.
For det at være medlem af en fagforening er jo også politik. Det så man i 1972, hvor der var en skælsættende kongres i forbundet. Det var netop Hans Rasmussen der efter mange år som formand gik af, og derfor skulle der vælges en ny. Valget stod mellem to kandidater. Den ene var Erik Andersen fra Århus, som var socialdemokrat og tilhænger af EU – eller EF, som det hed dengang – og den anden var Paulus Andersen fra Horsens, som også var socialdemokrat, men til gengæld modstander af dansk medlemskab af EU. Det endte med at afgøre valget, og Paulus Andersen blev den nye formand, men ikke længe, for i 1978 blev Georg Poulsen formand, som han var frem til 1991.
I dag er historien en helt anden, og Dansk Metal er den fagforening som er allermest pro-EU. Den frygt der var, for at EU ville blande sig en masse i løn- og arbejdsforhold var i det store hele forkert. Det er som fagbevægelsen og arbejdsgiverforeningerne sammen sagde i 1972: ”nødderne knækker vi stadig selv – de store såvel som de små”. Den i foråret var en kokosnød, men den blev også knækket.
Da jeg underviste på Metalskolen, var min opgave også blandt andet at sikre, at medlemmerne traf deres beslutninger i forhold til EU på et oplyst grundlag. Derfor lavede jeg et kursus der hed ”Fagligt arbejde under stjernerne”. Metal oplevede nemlig, ligesom mange andre forbund, at selvom fagforeningen var pro-EU, så stemte deres medlemmer nogle gange anderledes. Derfor blev informationsniveauet også hævet betragteligt. I dag tror jeg ikke der er nogen smed, som ikke synes det er godt at være medlem af EU.
Jeg glæder mig overordentligt meget til 50-års jubilarfesten d. 23 aug. sammen med kollegaer, som jeg enten har arbejdet med eller uddannet mig sammen med. Derfor tager jeg også mit svendestykke med, og håber vi kan få en god snak, og et par røverhistorier, hen over bordet om alle de oplevelser, der har været ude på arbejdspladserne.