Af Frode Larsen og Erik Høgh-Sørensen
Byrådsmedlemmer for henholdsvis
Nye Borgerlige og Uafhængigt Frit Parti
Hjørring Kommune
Hjørring skal ikke være berygtet for ”hygge-korruption” pga. gratisbilletter til byrådsmedlemmer, og derudover bør borgmesteren leve op til sine løfter om at finde en god løsning på sagen om de tre Bom-døtre, der gradvist bliver ruineret af kommunen efter en forfejlet tvangsfjernelse.
Disse to forslag er fremlagt i fællesskab af byrådsmedlemmerne Frode Larsen og Erik Høgh-Sørensen til behandling på byrådsmødet 30.8. Forslagene lyder som følger:
Skærpede retningslinjer for fribilletter og gaver til byrådsmedlemmer
Som udløber af sagen om det offentligt ejede Vendsyssel Teater udarbejder Hjørring Kommune snarest vejledende etiske retningslinjer for byrådsmedlemmers modtagelse af gaver og fribilletter.
Reglerne bør tage udgangspunkt i KL’s og Moderniseringsstyrelsens vejledninger om god embedsførelse og en gang for alle forebygge NGO-organisationen Transparency Internationals beskrivelse af Hjørring som et sted præget af ”hygge-korruption”.
Tilbagekaldelse af kommunal fordring fra Gældsstyrelsen vedr. Bom-døtrene
Som lovet af Hjørrings borgmester vedtager byrådet at tilbagetrække fordringer mod Isabella, Josefine og Caroline Bom fra Gældsstyrelsen.
Forslaget er nyt ifølge tidligere stillede forslag, idet det er kommet frem, at Hjørring Kommune lovligt kan bede Gældsstyrelsen om at sende inddrivelsen tilbage, midlertidigt, så kommunen og parterne eventuelt kan indgå en betalingsordning. En sådan er de mindreårige piger ikke blevet tilbudt forinden kommunens hastige overdragelse til Gældsstyrelsen.
Det er også nyt, at de tre mindreåriges gældspost på oprindelig samlet 165.000 kr. nu er steget yderligere pga. rentetilskrivninger på op mod 10.000 kr., hvilket bringer Hjørring Kommune i yderligere konflikt med FN’s konvention om børns rettigheder (”børnekonventionen”). Der henvises til vedlagte FN-notat om implementering af konventionen, som Danmark har ratificeret.
Hjørrings borgmester har lovet offentligt at finde en god løsning på sagen, men endnu ikke taget skridt til at overholde FN’s børnekonvention, som forbyder offentlige myndigheder at påføre uskyldige mindreårige børn en ruinerende gæld, som pigerne ikke selv har haft indflydelse på.
Kære Frode og Erik.
Følgende 2 punkter gør sig gældende for Hjørring Kommune.
1. Kommunen har altid ret.
2. Hvis kommunen skulle tage fejl, træder punkt 1 automatisk i kraft.