Banens bedste spiller Ayo Simon Okosun sikrede i landets næstbedste fodboldrække med en sikker scoring på straffespark fem minutter i lukketid Vendsyssel FF en fortjent 2-1 sejr onsdag over Kolding på Nord Energi Arena i Hjørring.
Gæsternes målmand Christoffer Petersen boksede for voldsomt til bolden og måske en modstander, og så pegede dommeren på pletten.
Det lignede ellers en skuffelse, da Thomas Mikkelsen med et kvarters tid tilbage at spille med panden på flotteste vis udlignede til 1-1.
Hjemmeholdet var faldet helt ned, så forløsningen var stor blandt de knap 900 tilskuere, da dommeren dømte straffespark og Okosun igen scorede et afgørende mål.
Efter 11 minutter bragte Oliver Buch Vendsyssel FF foran 1-0 efter 11 minutters spil, og hjemmeholdet kæmpede flot og spillede i periode også udmærket uden dog at skabe den helt store underholdning. Det blev en kamp med mange lange og høje bolde.
Resultatet indebærer, at både Vendsyssel og Kolding har 10 point efter seks runder.
Vendsyssel FF spiller på lørdag klokken 13 i hovedstaden mod B93 og igen fredag den 1. september klokken 19 på Nord Energi Arena mod formstærke Fredericia.