Den lokale træskærer Henrik Woodpek, som for et par år siden vendte hjem til barndomsbyen Hirtshals, mødte allerede i sin ungdom den nu afdøde maler Poul Anker Bech.
Den anerkendte kunstner var ifølge den lokale træskærer et fantastisk menneske og en af de bedste malere i vor tid, en maler, der gik direkte i alles DNA og samtidig altså en meget god ven af Henrik Woodpek.
– Forleden kom min gode ven Jens B, vil jeg kalde ham, hen og spurgte mig om jeg ikke ville med til Hjørring for at hente et klaver, han åbenbart havde fundet på Markedspladsen. Selv om jeg ikke kan tage så hårdt fat mere, som jeg plejer at kunne på grund af omstændighederne, så sagde jeg selvfølgelig ja, og vi var jo fire i alt, så det var ok, og Jens B er jo selv en hjælpsom herre, når det er, fortæller Henrik Woodpek.
– Nå, men vi kommer talstærkt til Hjørring, finder adressen, og så møder jeg Felicia, Poul Ankers datter, som jeg faktisk ikke havde hilst på, siden Poul Anker gik bort 7. oktober 2009 Jeg fik lige hilst på og en kort sludder. Vi skulle jo hente klaver. Vi fik klaveret ud i traileren, efter lidt pusten, det vejer jo lidt. Vi ankommer til Hirtshals og får det ind, hvor det skal stå i en lille hyggelig gildesal. Jens B giver sig til at boxe lidt til det, han kan fint spille alle de gamle melodier, John Mogensen osv. Alt det man spillede til en bette fest. Klaveret stemte rimeligt godt. Jens B har lidt malerier på væggene. Lidt forskelligt han har fundet hist og pist, som man nu gør, fortsætter Henrik Woodpek.
– Jeg nævner så at det billede, der hænger over klaveret. Det må han altså skifte ud. Han kigger på mig og siger, hvorfor, mens han holder et øjebliks pause med klaveret. Jeg siger så til ham, at når han nu har Poul Anker Bechs klaver stående, så kræver det et billede over klaveret af samme herre. Jens B, han fik vinger og blev så stolt over, han havde været så heldig at få fat i det klaver og kvitterede med lidt spil. Nå, men det fik mig jo til at tænke på min tid med Poul Anker og vores venskab. I sin tid, da jeg var ganske ung og naiv, startede mit lille første galleri i Hjørring. Jeg spurgte lidt forskellige mennesker, om de ikke havde lyst til at udstille lidt hos mig. Jeg var ikke noget særligt, så det gik ikke så godt. Det gad de ikke, men Poul Anker var slået igennem i Paris det år og sagde til mig, at han meget gerne ville komme direkte fra Paris og udstille må mit lille galleri som den første. He, he, der forsvandt snobberiet, lyder det videre fra Henrik Woodpek.
– Med hensyn til at udstille hos mig, gik det helt af sig selv derfra. Jeg har mange dejlige oplevelser med Poul Anker og hans kone Lisbet. Dejlige samtaler om livet og kunsten. Han fortalte mig meget om sine malerier, og hvorfor han lavede dem, og hvor lang vejen havde været til det, som så så nemt ud og efterhånden blev så fantastisk maleri, så det er ubeskriveligt. Jeg er stolt over, at jeg fik den tid med ham, og de samtaler jeg fik, jeg bærer dem i mig endnu, noterer Henrik Woodpek, som derfor har jeg lavet de tre fotografier fra nogle steder, hvor Poul Anker godt kunne have været for at finde sine motiver.
– Jeg vil kalde dem Mit Vendsyssel. Det er en hyldest til Poul Anker, på min måde og med mit billedunivers, men bedøm selv. Ære være hans minde.
Foto: Henrik Woodpek.