Søndag er startet med ganske fredeligt vejr. I hele landet står man således op til rolige vindforhold og tørvejr med nogen sol. Men lad dig ikke narre, noterer TV2 Nord.
Atmosfæren over Danmark er nemlig stadig ustabil, og det betyder, at der nok engang er risiko for kraftige tordenbyger, der stedvis kan være med skybrud.
I den forbindelse har TV 2 Vejret udsendt varsel om skybrud og torden. Varslet er gældende for hele Jylland og Fyn samt Vestsjælland i tidsrummet søndag klokken 11 til 21.
Sådan rammer bygerne
Har man planer om at komme lidt udenfor i dag, kan man med fordel gøre det først på dagen. For de fleste fortsætter det stille sommervejr nemlig gennem morgen- og formiddagstimerne.
I Jylland er der dog udsigt til, at de første tordenbyger kan dukke op allerede i løbet af formiddagen. I første omgang vil de være meget lokale, men efterhånden bliver de mere udbredte.
Dermed ser vi ind i en eftermiddag, der byder på spredte tordenbyger over særligt Jylland og Fyn.
Sidst på eftermiddagen skal et større område med tordenbyger også ind over de østlige landsdele.
Eneste sted, der formentlig kan se sig helt fri fra en tordenbyge, er Bornholm.
Temperturmæssigt lander vi på mellem 17 og 21 grader, når det bliver varmest, mens der dagen igennem ikke er særlig meget vind.
Gråvejr og lokale byger i aften
I aftentimerne er der fortsat risiko for tordenbyger øst for Storebælt, mens det holder mest tørt længere mod vest.
Solskin bliver der til gengæld ikke meget af på denne søndag aften.
Kilde: TV2 Nord.