Januar har budt på både frost og sne, og årets første måned har været mere vinterlig, end vi har oplevet den i flere år.
Der er kun lidt over et døgn tilbage af januar, og med udsigt til at resten af weekenden fortsat bliver med koldt vintervejr, ventes januar at ende med en middeltemperatur på 0,8 grader.
Efter en række varme januar-måneder, der de seneste år generelt har budt på alt andet end vintervejr, bliver januar 2021 den koldeste, vi har haft siden 2016, hvor middeltemperaturen blev 0,3 grader.
Sidste år blev januar med en middeltemperatur på 5,5 grader rekordvarm, og vi skal helt tilbage til 2010 for at finde en januar med en middeltemperatur under frysepunktet.
Januar 2021 hører til i den kolde halvdel på listen af januar-måneder siden 2000. Den bliver den ottende koldeste i dette århundrede.
Middeltemperatur i januar siden 1874
Varmere klima gør varm januar kold
Det er første gang, vi skal holde en måned op mod den nye klimanormal, der dækker den 30-årige periode fra 1991 til 2020, hvor januars normale middeltemperatur er 1,6 grader.
Dermed bliver januar i år 0,8 grader koldere end normalt.
De seneste års varmere danske klima, der især har givet varmere vintermåneder, betyder, at den nye klimanormal er 1,6 grader varmere end den gamle, der dækkede over årene fra 1961 til 1990.
Dermed ender det med, at det, vi for blot et år siden havde kaldt en varm januar, nu er en relativt kold januar.
Januar 2021 bliver 0,8 grader varmere den gamle klimanormal fra 1961 til 1990, der lyder på 0,0 grader.
Klimanormal for januar
Frost i næsten alle månedens døgn
Januars middeltemperatur på 0,8 grader dækker over en overvejende vinterlig måned med blot en mildning, der indtraf omkring 21. januar, hvor vi med 9,8 grader havde månedens højeste temperatur.
Den laveste temperatur blev målt natten til 16. januar, hvor termometeret viste minus 11,9 grader.
Med undtagelse af to døgn kom temperaturen alle dage under frysepunktet i løbet af januar måned.
Kilde: TV2 Nord i samarebjde med TV2 Vejret.