Man siger, at brombærrene skal plukkes inden 29. september, som kaldes Mikkelsdag. I gamle dage lød det nemlig, at brombærrene herefter blev uspiselige.
Begrundelsen er ifølge Danmarks Naturfredningsforening forskellig fra egn til egn. Blandt andet forlyder det, at Fanden smører sine støvler med brombær, og at han tisser eller spytter på dem.
Sandheden er nok bare, at når bærrene får nattekulde, bliver de vamle og sjaskede i konsistensen.
Brombær indeholder meget garvesyre og c-vitamin, og den er tidligere blevet brugt som lægeplante blandt andet mod diarré, bylder, sår og meget mere.
Navnet kommer af ”bram” eller ”bremmel”, som er en gammel tysk/angelsaksisk betegnelse for en tornet busk – og tornet er den.
Hvor? I hele Danmark på steder med hegn og krat.
Hvornår? Juli til oktober.
Kilde: Danmarks Naturfredningsforening.