Onsdag den 13/9 blev 8.B fra Hjørring Private Realskole taget med på en spændende rejse ind i en verden af bæredygtighed og globale mål.
Dagen blev dedikeret til at udforske FN’s Verdensmål i samspil med lærer og cand.soc i samfundsfag og psykologi, Alexander Watelli Jacobsen, som har en baggrund som underviser i FN-forbundets skoletjeneste.
Morgenen begyndte med et oplæg i FN og Verdensmålene, hvor eleverne var lyttende og nysgerrige. Efter en morgen med information og inspiration blev eleverne engageret i en række aktiviteter, der fremhævede Verdensmålene på en sjov og interaktiv måde.
Først stod øvelsen Øde Ø på programmet, hvor eleverne, som strandede grupper fra et skibbrud, skulle træffe afgørende beslutninger for at overleve på en øde ø. Eleverne reflekterede og lærte om samarbejde, ressourceforvaltning og vigtigheden af at finde løsninger på udfordringer i en begrænset miljømæssig kontekst, hvor der er risiko for aggressioner og invasioner mellem grupperinger.
Efterfølgende kunne eleverne slappe af og have det sjovt med brætspillet ”Verdensmål på spil”, der er designet til at fremme bevidstheden om Verdensmålene og globale dilemmaer. Dagen blev afsluttet med et spændende stjerneløb, hvor eleverne blev sendt på en mission rundt omkring på skolen for at indsamle viden og løse opgaver ved forskellige poster, der relaterede sig til Verdensmålene.