StjerneStævnet er et samarbejde mellem Hjørringskolen, Fortuna Hjørring, DBU Jylland og Hjørring Kommune. Gennem fodbold, bevægelse og en række andre forskellige boldaktiviteter sigter StjerneStævnet mod at skabe netværk, fremme venskaber og sprede boldglæde.
60 elever fra fire forskellige kommuner deltog. De fire deltagende kommuner var:
- Søndergades skole med to hold – Brønderslev Kommune
- Heldagsskolen – Frederikshavn Kommune
- Kollegievejens skole – Aalborg Kommune
- Stjerneholdet fra Hjørringskolen – Hjørring Kommune
StjerneStævnet blev afholdt på Fortuna Hjørrings baner, hvor entusiastiske elever i højt humør spillede fodboldkampe og deltog i forskellige boldaktiviteter: Pannabaner, GoalStation, Fodbold-fartmåler og Fodbold-dart. Fortuna Hjørrings fodboldspillere deltog aktivt i styringen og faciliteringen af stævnet.
Udvalgsformand Mathias Holger Nielsen fra Fritids- og Folkeoplysningsudvalget i Hjørring Kommune stod for stævnets åbning og præmieoverrækkelse.
– Vi er glade for, at vi med StjerneStævnet kan give unge en fantastisk dag med mulighed for at udforske fodboldverdenen på en sjov og inkluderende måde. Det er netop det, vi ønsker at opnå med dette initiativ, siger Mathias Holger Nielsen.